af Nils Ramselius
Kyrkoherda Nils Ramselius fra Nordingrå i Ångermanland (i det nordlige Sverige) var en af foregangsmændene i den svenske Pinsevækkelse, da han i 1922, under stor opmærksomhed, gik over til Pinsevækkelsen.
Artiklerne her er fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, hvor Ramselius var den hyppigst forekommende udenlandske skribent. Praktisk talt alle hans artikler i Evangeliebladet - der var oversat fra det svenske Missionsfacklan - omhandlede emner omkring Israels fortabte stammer og race.
Mikkel S. Kragh
juni 2007
af Niels Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 15. oktober, 1930
Oversat fra Missionsfacklan
De sidste femogtyve år har set mange nye videnskaber fødes til verden, som i grunden bare er opkog af gamle og slet ikke så mærkværdige, som folk i begyndelsen tror. Sådan er pædagogik kommet frem, statistik, religionshistorie, religionspsykologi, og religionsfilosofi etc. På samme måde har vi fået den nye videnskab, som hedder racebiologi.
Dens opgave turde være den, at studere de faktorer, som danner og uddanner folkeracerne; men også - og ikke mindst - de indflydelser, der fordærver dem.
Racebiologi er et overmåde interessant emne for den, som ikke blot studerer Bibelen for at finde prædiketekster eller støttepunkter for sin kirke eller gruppe, men som går til Bibelen for at finde liv og ledelse i tilværelsens forskellige spørgsmål. Bibelen er de ledende princippers bog. Udviklingslinier er i den optrukne, som strækker sig bagud i det forgangnes urdunkelhed, gennemløber nuets sammenfiltrede struktur og fortoner sig i fremtidens fjernhed. Bibelen er derfor også en bog, som har meget at lære en racebiolog. Man kan, synes det mig, samle Bibelens budskab i to brændpunkter; den har et frelsesbudskab, som kan gribes og forståes af hvem, der vil. "Den, som vil, han komme og drikke for intet af livets vands kilde." Her findes ingen rationalisering eller menneskelige principper. Al vor fortjeneste er udelukket, tror vi, som vore fædre. Dette Bibelens frelsesbudskab er blevet prædiket gennem årtusinder, til tider klart og kraftigt, til andre tider blegt og dunkelt; men altid har det lydt blandt menneskenes børn.
Men Bibelen har også et andet budskab. Bibelbudskabets andet brændpunkt er, hvad vi kunne kalde det etnologiske, folkebudskabet. Når vi får øjet op for Bibelens etnologiske side, forstår vi også, at Bibelen har adskilligt at sige racebiologien. Desværre er det endnu sådan, at en moderne videnskabsmand ikke betragter Bibelens Ord som noget, der er værd at regne med, ligesom en læge mangen gang betragter religionen som et overflødigt påhæng i tilværelsen, man før eller senere må bortoperere, og dybere religiøse behov betragtes som en slags blindtarmsinflammation.
I disse artikler vil vi forsøge at henlede opmærksomheden på denne etnologiske side i Skriften. Både Gamle og Nye Testamente indeholder folkeprofetier, hvis iboende lys endnu ikke er erkendt, og hvis indhold endnu ikke er fuldbyrdet. For mange - selv for personlige kristne - er Bibelen, særlig det Gamle Testamente, en død bog, fordi man ikke har fået lys over ordets betydning. Jesu bebrejdelse mod sin tid gælder også vor tid i det store og hele: "I forstår hverken skrifterne eller Guds kraft." Guds levende lære lå som et begravet lig under talmudismens og andre "ismers" blomsterhøje. Jesus satte spadfen i den tilgroede jord med sit radikale: "I gør Guds bud til intet med eders forskrifter". Under skolastikkens højkonjunkturer gik det ligesådan med Jesu lære, så at Jesu evangelium og Guds Ord forsvandt i spidsfindigheder om "pavens skæg". Da historiens herre sendte fornyelsen over den forbenede dogmatik og døde formkristendom, blev - desværre lige til i dag - disse fornyelser fordærvede gennem ordstrid om detaljer og småting. Sådan gik det også med Pinsevækkelsen.
Det, vi trænger til, er en samling omkring det centrale. Vi trænger til at lade den guddommelige ironi hos profeten Esajas gå over os, når han siger: "Lidt her, lidt der, bud på bud, regel på regel." Dette siger folket om Herrens ord, thi der står: "Så skal da Herrens ord blive dem bud på bud, regel på regel, lidt her, lidt der."
Vi trænger til at få et nyt blik på Guds Ord. Det Gamle Testamente må komme til sin ret ved siden af en ret forståelse af det Nye. Da er Reformationen her igen, og det er det, vi behøver, en Reformation til hoved og lemmer, som Luther sagde.
af Nils Ramsenius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 6. august, 1930, s. 2
Oversat fra Missionsfacklan
Af Bibelens skikkelser er Abraham en af de mest fremtrædende næst efter Jesus. I lighed med Jesus er han ikke bare forbilledet til efterfølgelse, men hans liv fik virkninger, som omspænder mange områder af tilværelsen.
"Vi skal vandre i Abrahams tros spor" er programmet for enhver sand troende. Her er et vidunderligt studieområde. Abraham er dog ikke størst som forbillede på tro. Nej, størst er han i sin lydighed. "Og i din sæd skal alle jordens familier velsignes, fordi du lød min røst." "Jeg har svoret ved mig," siger Herren, "at fordi du gjorde dette og ikke sparede din søn, din eneste, derfor vil jeg storligen velsigne dig." 1. Mosebog 22:16-18.
Hvem er Abrahams sæd? Vi finder et svar i Galaterbrevets 3. kapitel 16. vers:
"Men til Abraham og til hans 'sæd' blev forjættelserne givet; der siges ikke: 'og til dem, som kommer af din sæd', som når der tales om mange; men det hedder, som når der tales om en enkelt: 'og til din sæd', hvilken er Kristus." Kristus er således løftets sæd, både med hensyn til, at Han betegner løftets opfyldelse, og at Han kom af Abrahams sæd, som vi ser i slægtsregisteret i Mattæus' 1. kap.: "Jesu Kristi, Davids søn, Abrahams søns, slægtsbog". Jesus Kristus er således 'sæden' i særlig forstand.
Men dette er blot én side af sagen. Der gives en genealogisk sæd, om jeg så må udtrykke mig, hele Abrahams fysiske afkom. Når dette spørgsmål bliver løst, vil mange spørgsmål, der nu er dunkle i Bibelen, klares af verdenshistorien. Vi vil ikke optræde som nogen bibelsk 'nøddeknækker', eller noget orakel, som har svar på alt, thi det er umuligt; men det er herligt at have sine forstandsvinduer åbne for nyt lys over gamle sandheder. Faren i kirkedannelsen, både den organiserede og såkaldte uorganiserede, er, at man låser til for tilførsel af nyt liv og nyt lys. Faren i vor tids videnskabelige dannelse er, at man énsidigt begrænser sig på fysisk-udvortes forståelse af fænomenerne og historien uden at være åben for fænomenernes inderside. Bedst er det, som sagt, i disse dage ikke at være énsidig og hovmodig, men åben for nye sider af sandheden; thi "Gud ter sig mangesidig i disse dage."
Således også, når det gælder sandheden om Abrahams sæd og om Israel. Tiden er uden tvivl kommet for Israels fremtræden. Da er det godt at gå tilbage til Ordet for at finde lys, thi "Ordet er lygten".
Vi ser da i Ordet, at Abraham skulle blive fader til mange nationer. Hvor findes da disse nationer, og hvem er de? Vi vælger her blot nogle, om hvem der ingen diskussion behøver råde: Ismael var Abrahams søn med Hagar. Enhver uvildig racebiolog må indrømme, at araberne og maurernes verdenshistoriske indsats ligger altså i dette, at den nedstammer fra Abraham. En anden racelinje fra Abraham, som er interessant at følge, er Esau. Af Esau (Edom) er saracenerne og tyrkerne kommet, hele denne storslåede byzantinske kulturverden som har bevaret sin vælde helt ind i vor tid. Men 'Isak-sæden' hvor er den, den linje, som - hvad vi forstår - må stå højest i alle henseender og være talrig og udbredt på jorden? For at få svar på dette spørgsmål må vi først frelses fra en fatal misforståelse, den nemlig at tro, at vi må søge Abrahams efterkommere - specielt 'Isak-sæden' - iblandt allehånde [ . ] racelevninger i Afrika eller Asien. Abrahams efterkommere må vi søge, eventuelt også finde, blandt blomsten af nationerne. En praktisk konsekvens af det ovenfor sagte kan vi allerede nu drage, nemlig at som følge deraf har hverken tyrkerne eller arabere eller - som vi håber senere at kunne vise - jøder, eneret til det Hellige Land.
af Nils Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 1. oktober, 1930, s. 2-3
Oversat fra Missionsfacklan
Undertegnede mindes fra sin skoletid, da radikalismen endnu ikke havde trådt sine børnesko i vort land, at han i en avis så en karikaturtegning af Abraham, hvor denne var udstyret med den traditionelle jødenæse. Ofte har dette billede stået for min tanke, når teologer og forfattere har kaldt Abraham jøde.
En europæisk berømt norsk kunstner havde fået til opgave at udsmykke en svensk kirke med glasmalerier. Et af emnerne var Aron og Hur, som støtter Mose arme på stenen, medens Israel kæmper mod fjenden. I det aftryk, jeg så i et dagblad, var naturligvis Moses tegnet med den traditionelle jødeprofil.
Her blottes ubevidst den uvidenhed, der hersker m.h.t. Israel. Vi tror, at tiden er kommet til at forjage dette mørke.
Abraham var ingen jøde; thi jøder fandtes endnu ikke på hans tid. Han var af semitisk-hebraisk herkomst, opvokset i landet Ur, om hvis kultur vi ved lidt mere nu efter de storartede udgravninger, som er blevet foretaget i den sidste tid.
Vi behøver ikke her detaljeret fremdrage Abrahams, Isaks og Jakobs historie.
Hver Bibel-læser ved, at Jakob havde tolv sønner. En af dem var Juda, som havde to sønner, Fares og Sera. Fra Mattæus 1:3 ser vi, at kun Fares-linjen har med den egentlige Bibel-historie at skaffe; thi Sera-slægten regnes slet ikke med. "Fares fødte Esrom". Men etnologien (folkehistorien) siger, at fra Juda som stamfader er Middelhavslandenes store kulturfolk kommet, og at ætlinge af disse allerede i det tolvte århundrede foer over til Irland og det nordvestlige Europa.
Vi ser således, at der ikke fandtes nogen udpræget såkaldet jødisk race hverken på Abrahams, Isaks eller Jacobs tid. At derfor kalde Abraham jøde forekommer den logiske tanke ganske absurd.
Iagttager vi forholdet på Mose tid, bliver resultater det samme. Ejheller hos Israel - på Mose tid - har vi anledning til at konstatere noget jødisk særpræg. Ser vi på Mose velsignelser til stammerne (5. Mose 33), hvor han profetisk forudsiger Israels kommende udvikling, finder vi ingen udpræget racesæregenhed for Juda. Det er da i hvert fald sikkert, at der hos Israel på denne tid ikke kan spores noget jødisk særpræg.
Lidt efter lidt løftede der sig dog ifølge det profetiske ord og de anlæg, som lå i slægten, to hoveder i Israel, et mere efraimitisk betonet og et jødisk. Det nordlige rige krystalliserede sig omkring Jeroboam med sine ti stammer, og det sydlige samledes omkring Jerusalem med Juda og delvis Benjamin.
Omsider deporteredes det nordlige riges indvånere til Assyrien ca. 700 og omtrent 150 år derefter Juda til Babylon. Alt dette kan vi læse om i Kongebøgerne.
Læg nu mærke til, hvem det var, som ifølge Jeremias' forudsigelse vendte tilbage til Palæstina. Det var ca. 50.000 fra Judariget, og først efter denne tilbagevenden må vi regne med, hvad vi i egentlig forstand kan kalde en jødisk særpræget nation, og det, historien religiøst og racemæssigt kender under navn af jødedom.
Ti-stammeriget havde fået skilsmissebrev af Gud, havde ophørt at være "Ammi" ("mit folk", Hoseas 1:9), havde mistet sin identitet og var forsvundet fra Bibelens horisont, men ikke ud af historien. Vi sporer dem under mange forskellige navne, f.eks. skytere, gotere, massagetere, keltere, germanere, etc.; men Juda fik ikke skilsmissebrev af Gud som Hans nation og folk, før det definitivt forkastede Kristus. Ejheller har de mistet deres identitet. De er ikke i "gravene" (Ezekiel 37), men er åbenbare for alle som folk og race med deres egen religion.
Det er sandt, hvad en professor fra Lund skrev for en del år siden, at "Israelspørgsmålet er det interessanteste af alle spørgsmål", men det er ikke sandt, hvad en kristen jøde sagde til mig for en tid siden, at "hvis ikke jøderne skulle være dem, som hovedsagligt er Israel, så mister man interessen for jødedommen".
Vi tror tværtimod, at når jødespørgsmålet får sin bibelske og historiske tilpasning, sine rette proportioner, så bliver jødespørgsmålet løst. Men så længe jøderne bliver i deres opfattelse, at de alene er levningen af Israel, så synes de at være uimodtagelige for frelsen i Jesus Kristus. Den kristne fortolkning er ligeledes en stor hindring for jødespørgsmålets løsning, idet man jo der i almindelighed anser jøderne for de eneste, som kan være Israel. På den måde inddrikker de hos os ganske falske forestillinger, som er både bibelsk og historisk set uholdbare.
af Nils Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 5. juli, 1933, s. 6-8
oversat fra Missionsfacklan
Jødefolkets historie og skæbne er atter bleven aktuel ved Hitler-regimets behandling af tyske jøder.
Det er derfor af stor interesse at se på jødefolkets historie i Skriftens lys for at forstå, hvad sådan behandling rummer og for at få en sikker forståelse af folkets fremtid.
Lad os da først erindre os tistamme-folkets skæbne. Af Krønikebøgerne ser vi, at landets indbyggere bortførtes til Medien og Assyrien mellem år 740-721 f.Kr., og at de aldrig vendte tilbage til Palæstina, men da lejlighed gaves drog ud i nationerne, hvor de findes den dag i dag som en overmåde talrig skare. Ca. 134 år senere deporteredes Juda som en helhed til Babylon. År 587 f.Kr. var dette ved Nebukadnezar en fuldbyrdet kendsgerning - og da begyndte "Hedningernes Tider". Af disse er indtil 2½ million jøder (først nu begynder benævnelsen jøder at gøre sig gældende, og først nu opstår det, som Paulus kalder jødisk væsen, i modsætning til det sande israelitiske), vendte kun ca. 50.000 tilbage under Esra og Nehemias, og under hvad man kunne kalde den jødiske præstestat, da den var uden virkeligt kongedømme.
Dette jødiske rige blev bestående indtil år 70 e.Kr., da Jerusalem ødelagdes af Titus. Herved spredtes jøderne over hele den dakendte beboede verden. Ja, endda helt bort til Kina findes efterkommere af dem, og de udgør den egentlige jødiske efterslægt, hvor vi i dag kan regne med ca. 15 millioner. Vi må for at undgå sammenblanding og begrebsforvirring nøje skelne mellem disse israelitiske folkeadspredelser hos Ezekiel og "Israel i gravene", som sikkert findes i mægtige skarer i alle folk, og som snart skal fremtræde, genfå deres identitet eller fortså, at de er Israel, og som Efraim sammen med Juda bliver en stav i Herrens hånd i det Hellige Land, når Jesus efter genkomsten omsider skal blive konge for dem i henhold til englebudskabet: "Han skal være konge over Jacobs hus evindelig, og der skal ikke være ende på hans kongedømme." Læg også i denne forbindelse mærke til Esajas 9:7.
I denne forbindelse er det af umådelig interesse at studere Romerne 11. kap., hvor Paulus taler om "hemmeligheden om Israel", at blindhed for en del er kommet over Israel og skal fortsætte, indtil hedningerne i fuldtallige skarer kommer ind. Han påpeger samtidig, at vi som kristne ikke skal være uvidende herom. Paven burde tage dette i betragtning, når han mener at kunne tilegne sig Israelsrettighederne og kalde sig "konge over folkene". Men også vi som kirke må erindre os, at Guds udsagn om Israel ikke kan anvendes på kirken eller menigheden men står fast for Israel.
Hvor underfuldt er det ikke, at "gennem jødernes fald, kom frelsen til hedningerne." "Deres fald er verdens rigdom, og deres forkastelse er verdens forligelse". Og nu udråber Paulus: "Hvad bliver da deres antagelse andet end liv af døde?" Der findes allerede 200.000 kristne jøder, og det drøftes med undren i disse dage blandt jøderne - mon ikke Jesus skulle være Messias?
Hertil kommer i henhold til profetisk udregning, at den sidste straffetid over Juda udløber 1933-34. Dette kan konstateres gennem en meget enkel beregning. Straffetiden over Israel regnes til "syv tider". En profetisk tid er 360 år. Syv tider er 2520 år. År 602 før Kristus begyndte Nebukadnezar at bortføre Judarigets indbyggere. 2520 år fra denne dato fører os frem til 1917 efter Kristus. Det var jo også dette år, Jerusalem befriedes fra tyrkernes hedenske herredømme gennem Allenbys ublodige okkupation.
År 587 før Kristus besegledes Jerusalems skæbne, da var Nebukadnezar færdig med bortførelsen af Juda. 2520 år fra denne dato fører os frem til 1933-34. Altså er afslutningen af domstiden forløbet over Juda, og vi har at vente, at "hele Israel skal blive frelst", efter at Jakob er gået gennem sine trængsler.
Det er derfor i harmoni med den hellige skrift, at der er røre i jødeverdenen både udenfor og indenfor. Omsider skal de efterlevende af Juda indse deres skæbnesvangre fejltagelse, at de korsfæstede Kristus, og så skal de fatte hemmeligheden med den tragedie, som har hvilet over deres race siden da.
En sag, som er værd i denne sammenhæng at erindre sig, er, at Jesus bad: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør," med tanke på jøderne og deres store fejltagelse. Jesus blev altid bønhørt. Således hviler - som en engelsk Bibelfortolker har påpeget - ingen skyld over Juda af den grund, at de tog Jesu liv. Men hvad gik de ikke glip af, da de forkastede Israels Konge! Dog, alt er gemt og glemt og forladt fra Guds side. Juda skal blot indse sin synd og sin store blindhed, bekende den og komme tilbage. Gør de det, skal det blive som "liv af døde."
I forbindelse med ovenstående kan det have sin interesse at høre, hvad en ung jøde skriver fra Tel Aviv i Palæstina.
De af vore læsere, som var med ved Koldingstævnet i fjor, husker sikkert den unge jøde, Joseph Kagan, som ved et af de første møder modtog Jesus som sin Frelser.
Han var på vej til Palæstina - pr. cykle - nåede også gennem mange genvordigheder og mærkelige eventyr sit bestemmelsessted og skriver i dag til os fra Tel Aviv bl.a.:
"Tel Aviv er interessant for tiden - en sydende heksekeddel af politik. Hver eneste dag meldes om adskillige hospitalsindlæggelser af sårede og hårdt sårede. Jøder mod jøder - et bittert og uforsonligt had til hinandens politiske anskuelser. Meget ofte må englænderne gribe ind - og det sker hårdt og effektivt.
Ikke mindre interessant er den stadige strøm af tyske jødiske flygtninge. Det er et mærkeligt kapitel i jødernes historie - og vel hele verdenshistorien. Jøderne siger om Hitler: "Hitler er den største nulevende zionist, han sender jøderne til Palæstina". Og at det er sandt, indrømmer alle. Jøderne i Tyskland var ved at glemme, at de var jøder - Hitler huskede dem på det. Og trods det, at enhver hund i Palæstina har fået navnet "Hitler", må vi ikke se bort fra den sandsynlighed, at denne mand er redskab i en højere herres tjeneste".
Red. (formodentlig Sigurd og Anna Bjørner)
af Nils Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 5. august, 1926, s. 3-4
Oversat fra Missionsfacklan
Forleden dag læste jeg Ezekiels 38. kapitel for en islænder, som ellers ikke har sans for det profetiske ords sandhed. Da jeg havde sluttet min læsning, sagde han: "Det er jo som et levende fotografi af verdenstilstanden netop nu."
Og det er det i sandhed også.
De fleste Bibellæsere kender dets indhold. Det taler i vers 8 om et "land som er udfriet fra sværdet", om "folk som er samlet fra mange folkeslag", og som nu "bor der i tryghed". Alle kender jo det Hellige Lands historie efter den store verdenskrig. Jerusalem er jo ikke længere i tyrkernes - hedningernes - hænder, men i Storbritanniens. Og jøderne får under dets overhøjhed mulighed for at komme tilbage til Palæstina. Plumer, en dygtig mand og organisator med mange tjenesteår bag sig, er overkommisær i Jerusalem efter Herbert Samuel. Han har et ansvarsfuldt erhverv, men vi tror, at Herrens øjne hviler særligt på denne mand.
Til det Hellige Land skal også Ægypten høre, efter Herrens løfte til Abraham. Det tredje i forbundet skal Assyrien være. Således ser vi, hvorledes Gud former nutid og fremtid efter Sine gamle udsagn og planer, og mennesker er blot redskaber og må nøjes med forundrede at se på, hvad Herren Selv gør!
Men intrigespillet lever i slægten, og magtguden, denne verdens fyrste, ægger vilddyrsånden i staterne, og de kommer ikke til at lade verdens gamle centrum i fred, som nu oplever en ny blomstringstid.
En ny magtfaktor er opsteget i verden. Vil du se den politisk, så se, hvad Rusland foretager sig i denne tid over hele verden. Vil du se den i det profetiske lys, så læs, hvad Ezekiel siger derom i det 38. kapitel.
Han taler om Gog i Magogs land, om høvdingen over Ros, Mesek og Tubal. Mesek hedder i Septuaginta, eller de 70 Fortolkeres Oversættelse, 'Mosok', og ingen tvivler om tolkningen. Det er Moskva, det er det nye Rusland. I spidsen for det står Ros, eller på hebraisk 'rosch'.
Hvad betyder rosch? Ifølge de bedste hebraiske leksikografer betyder det 'jøder som er outcasts' d.v.s. 'udstødte'. Læg nu mærke til, hvem det er, der styrer Rusland! Ruslands styre er for tiden urussisk, unationalt. Du skal ikke tro, at Rusland er det samme som bolsjevismen. Russerne elsker deres land, men den fremmede magt, som marerider dem, er uden fædreland og hader alt den slags. De, som styrer Rusland nu, vil heller ikke vide noget af Gud.
Nu kan man jo ikke, sådan som man har udtrykt det, afsætte Gud, thi "Hans trone er i himmelen", men man vender sig så mod dem, som er Hans repræsentanter på jorden. Ruslands folk er et religiøst folk, måske dybere religiøst anlagt end noget andet lands. Evangelisten W. Fetlers sejersrapporter fra Rusland netop nu bekræfter det.
Men de, som styrer Rusland for tiden, hvad er det for folk? Jo, her skal du høre: Trotsky hedder egentlig Brounstein og er tysk jøde. Sinovjeffs virkelige navn er Apfelbaum, han er af samme udspring. Trotsky er udelukket af synagogen - ikke på grund af Gudsfrygt - og har sin gamle Faders forbandelse hvilende over sit arme hoved.
At identificere Rusland med det profetiske ord er således meget let.
Men det, som for mig altid har været svært at fatte er, hvordan en hel del fortolkere i disse dage har kunnet hævde, at 'Gomer' skulle være Germanien og særlig Tyskland. Rent sprogligt set er 'germaner' en udledning af Gomer - eller turde højst rimeligt være det. Men at kunne tro, at Tyskland skulle række forbundshånd til Rusland har altid stået som en umulighed for min opfattelse.
Men hvad har vi ikke oplevet netop nu? Tjecherins snu diplomati har fejret en triumf: Rusland og Tyskland er i forbund med hinanden. "Gomer, ja, mange folk har du med dig." (Ezekiel 38:6) Nylig sluttede Rusland forbund med en anden af Palæstinas og kristendommens fjender: Tyrkiet.
Hvordan Mussolini - opblæst af udvidelsesbegær - fuldbyrder Guds Ord på den anden linje, kan vi ikke her afhandle. Men læs Johannes' Åbenbaring 18. og 19. kapitel med dagens aviser i hånden, under bøn og Åndens salvelse, og du skal se 'lys i Guds hus'.
Venner, det er tid at vågne op! Er ikke dette optakten til Armageddon, Ragnarok, som de gamle sagde, slutningsdramaet i denne 'æon', eller tidsalder, inden Jesus kommer, og Riget begynder! Vi kan ikke andet end tro det - uafhængig af, hvilke opfattelser andre måtte have.
Der behøves blot et nyt 'skud i Sarajevo', en gnist, en ren ubetydelighed, for at verdensbranden er i fuld gang.
Men midt i vånden virker Gud som aldrig før i vor historie. "Thi en dommens Gud er Herren. Salige er alle de, som bie på ham." (Esajas 30:18)
Notits i Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 16. marts, 1932, s. 8
De har flertal i alle regeringssekretariater. Af de 22 Folkekommisærer er 17 jøder. Af Riskommissionens 43 medlemmer er 34 jøder, i Kommissariatet for Udenrigske Anliggender på 16 medlemmer er de 13 jøder, af Finanskommissariatets 30 medlemmer er 24 jøder, af Justiskommissariatets 21 medlemmer er de 20 jøder, af Undervisningskommissariatets 53 medlemmer er 42 jøder, af Arbejdskommissariatets 8 medlemmer er 7 jøder. I Kommissariatet for Offentlig Understøttelse er alle medlemmer - 6 - jøder. I Provinskommissariatet, som er på 23 medlemmer er de 21 jøder. I det hele taget er der af dem, som for tiden betragtes som førere i Sovjet, 43 lettere, 30 russere, 12 armeniere og 10 tyskere, men 447 jøder.
af Nils Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 21. januar, 1931, s. 2-3
Oversat fra Missionsfacklan
Bibelen har næppe to så interessante emner som disse: Udvælgelse og Tro, men heller ikke to mere misforståede. Vi har for længe siden her i bladet begyndt at behandle disse to så overordentligt interessante emner, og vi vil nu fortsætte, thi det vi behøver i disse storms- og strids-forandrings- og nydannelses-dage er fæste i Gud, evne til at lære at kende Ham, Hans planer og tanker. Visselig er Sjælens personlige frelse vort A og Ø, og Guds menigheds opbyggelse efter Jesu tanke vort ideal; men det, som særlig er i stand til at give os fast fodfæste, er, at vi får syn for Guds verdensplan. Min personlige bekendelse er, at havde jeg ikke fået syn for den plan, som Gud har med verdensudviklingen, så havde jeg i dag været skibbruden på troen.
Men Gud være tak, at Han salvede mine øjne med øjensalve, så jeg fik være med til en morgenrøde og en solopgang, og jeg fik opleve Guds trofaste nåde i Jesus Kristus med forladelse og liv og håbets stråleglans midt i en ellers så mørk verden.
Ordet opfordrer os til at gøre vort kald og vor udvælgelse fast. Kun da kan der falde Lys over det, som ellers er mørkt og meningsløst. "Vore øjne skal skue Kongen i hans skønhed, de skal se et vidtstrakt Land."
Gud udvalgte Israel i gamle Dage - og denne udvælgelse står fast - ikke fordi Israel var større og mægtigere end andre folk, men fordi Han elskede dem.
Dette var den første årsag, Guds kærlighed. Og det går igen i den Nye Pagt: "deri består kærligheden, ikke at vi har elsket Gud" eller var bedre eller forud for de andre, men fordi Faderens kærlighed hviler over os. Al egen berømmelse er for evigt udelukket; thi alle har vi syndet. Det er dette, som er Guds nåde, og som skal være os nok som forklaringen på, at vi er i Kristus Jesus.
Dette gælder også nu, når Herren vil oprette Israel, og Han måske snart lader se Sit Israel, at vi da ej tager anstød af menneskelige faktorer. Skulle det være et folk, som vi måske ikke mener kan være Israel, så må vi bøje os for Guds udvælgelsesråd, som står fast. Når Gud skal åbenbare Sit Israel, er det bedst at være forberedt på overraskelser.
Hvilken fremgangsmåde bruger Gud ved denne udvælgelse? Han bærer sig ad ganske som f.eks. en planteforædler gør i vor tid.
En sædforavler tager ikke hele avlen, men kun et typisk udvalg. Så fremkommer en bedre sort, som siden giver tredive, ja hundrede fold. Af denne nye, og dog gamle sort, kommer siden hen den store nye udsæd.
Sådan gjorde Gud også, da Han skulle forædle menneskeslægten. Han udvalgte Abraham og Sara, og fra disse lod Han en ny sæd komme: Isaks sæd, livskraftigere, rigere, mægtigere, bedre udrustet end al anden sæd. Det er derfor, at vi ikke skal søge Isaks sæd blandt jordens lavere stammer og riger, men blandt "hovederne blandt folkene". Når vi søger efter kendemærkerne på Israel, bør vi altid erindre os dette, at Guds Ord i profetierne udmaler dem som meget velsignede, højt stående og som Hans vidner blandt folkeslagene.
For at løfte Isak-sæden, og dermed slægten, endnu højere, valgte Gud David, (og denne udvælgelse står også fast), og ud fra Davids slægt kom den Store Raceforædler, Jesus Kristus, som er en livgivende Ånd.
Når Gud udvalgte Abraham og Sara, og dermed Israel og Guds menighed, dig og mig, var det ikke blot med tanke på at velsigne dem og os, men i den hensigt at alle slægter i dem - eller gennem dem - skulle velsignes.
På grund af selviskhed og isolering er Guds udvælgelse til en tid blevet forvansket. Tænk på Israel! De misforstod Guds udvælgelse og begyndte at foragte alle andre. "Vi er Abrahams sæd," d.v.s., vi er bedre end andre. Benævnelsen "hedninger" fik af den grund en foragtelig betydning, som var langt fra Guds hensigt.
Når Gud velsigner os, gør Han det ikke, for at vi skal mene, at vi er bedre og længere fremme end andre, men for at Hans velsignelser også skulle komme andre til del. Det er Guds plan. Da Israel begyndte at gå op i sig selv, lod Gud dem komme ud i "folkenes ørken" (Ezekiel 20:35), hvor de er i dag, "en overmåde talrig skare." Han begyndte da at plukke Israel ud af Sit land i Assyrien og Babel og derfra ud i folkeverdenen for at sprede Gudskundskab gennem dem.
Da Guds menighed i begyndelsen ville gøre Jesu lære til en jødisk sekt, lod Han dem (ofte gennem forfølgelser og tilsyneladende nederlag) komme ud i verden for at sprede Kristi vellugt.
Når vækkelsesbevægelsen begynder at koncentrere sig omkring sig selv og bygge faste samfund, aspredes de endnu i dag, thi Gud vil, at det nye liv skal nå ud til så mange som muligt.
Det er herligt at se denne guddommelige plan i alt. Gud vender undertiden det allerværste til det bedste. Slægtens fald blev til jordens frelse. Israels forkastelse blev til monoteismens (troen på én Gud) udbredelse i folkeslagene. Jødernes forkastelse blev til hedningernes frelse og verdens forsoning. Et menneskes elendighedstid kan blive for det til lutring og renselse. Guds menigheds nød kan blive til renselse og ny krafts udgydelse.
Af Nils Ramsenius
Fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 15. august, 1935, s. 5
Oversat fra Missionsfacklan
For en tid siden læste jeg i en ellers meget åndelig og klarsynet fremstilling følgende sætning, som slog mig med forundring, idet jeg tænkte på følgerne af en sådan opfattelse fra et bibelsk synspunkt. "Nu gives der ingen anden udvælgelse end nådens", sagde forfatteren.
Naturligvis er al Guds udvælgelse i en vis forstand nåde; thi Gud har aldrig udvalgt Sine redskaber, det være sig individer eller nationer, på grund af i disse iboende fortjenester eller forudsætninger, nej, her har altid Guds nåde suverænt været i virksomhed.
Men dersom vi nøje studerer Guds Ord, skal vi visselig finde, at der tales i Skriften om en dobbelt udvælgelse, ligeså vel, som der tales om to slags Israel, et åndeligt og et nationalt.
Disse ting er temmelig dunkle for kristenheden, og meget skulle være vundet, om tilbørligt lys faldt over Guds nationale Israel, og så over dette, at det åndelige og det nationale Israel hører sammen. Meget er her dunkelt for næsten alle mennesker, selv for de mest berømte Bibel-tolkere, og her er det bedst at gå ydmygt og varsomt frem; men tiden er inde, at sløret skal løftes, og vi får lov at se på, hvordan Gud åbenbarer Sine sandheder i disse og kommende dage.
Det bedste råd, vi kan give hverandre og alle Bibel-tolkere, er, at vi stopper alle gamle fortolkninger i rygsækken og lægger den til side og venter på Guds lys, idet vi begynder at læse Guds Ord på ny og gå på opdagelsesrejse i det. Vi skal ikke gå vild, når vi blot erkender vor uvidenhed og giver os god tid.
Vi har endnu heller ikke klart for os, hvad der menes med Guds åndelige Israel. Men sådan, som Herren fordum udtog et folk, førte det gennem ørkenen, gjorde det til et udskilt folk, frelst fra Ægyptens trældom, et sønderrevet og plaget folk, sådan gør Han endnu i dag. Han fører Sit åndelige folk gennem ørkenen, klæder, føder og opdrager dem, og omsider får de lov at komme ind i landet - også i dag. En for en tager Han dem ud og føjer dem sammen til ét folk for at give dem sine gaver og bo iblandt dem. Dette er Hans eget åndelige Israel (Galaterne 6:16).
Men så gives der et Israel efter kødet, altså i kraft af en udvælgelse, som er efter nedstamning, et race-Israel, som på ingen måde må tænkes blot at bestå af den lille rest af Israel, som vi i dag ser og kender.
Gud udtog en mand, Abraham, og af den mand er der blevet mange og store nationer gemte i folkehavet - gemte men dog ikke gemte - skjulte m.h.t. deres nedstamning - men ikke des mindre eksisterende. Over disse store og mægtige nationer hviler i dag et dække. Men Herren skal afdække disse hemmeligheder ifølge sit løfte.
Gud skal sende forskere ud, hellige Guds mænd, som, lig præsten Ezras fra fordums tid, skal oplyse folket uden vrede og diskussion; thi vredens tid turde være forbi, ligesom "det teologiske had". Nu er det lysets og vårens tid, folkevårens, midt i splittelse og kaos.
Thi ifølge Herrens Ord tilhører store og stærke nationer Herrens Israel. Disse nationer skal gå igennem frygtelige tider - trængsels ild, for at de - lutrede og rensede fra slagger - skal sammenføjes til ét folk (Ezekiel 37:17).
Men også Guds åndelige Israel kommer til at gå gennem en ildens tid; men Herren skal "føre det sikkert igennem den prøvelsens stund, som skal komme over hele jorden". Vejen til at blive sejerherrer er at tage vare på Hans Ord om tålmodighed.
Løfterne er givet. Han skal give os det skjulte navn, den hemmelige livskraft og åbne de skjulte skakter for os, give os lys over Skriften - først og fremmest over genfødelsens hemmeligheder og over Guds åndelige Israel; men Han skal også give os lys over den ensomme mands efterkommere; thi løfterne til Abraham står fast for hans sæd og har ikke, på grund af lovens indførelse eller ulydighed mod samme lov, kunnet ophæves (1. Mose 17:7; Galaterne 3:17).
af Nils Ramselius
fra Evangeliebladet - Organ for den apostolske Kirke i Danmark, 26. august, 1931, s. 6 og 8
Oversat fra Missionsfacklan
For nogle år siden var undertegnede med på en Bibelstudieuge, hvor en finsk broder fremlagde dette spørgsmål til undersøgelse og besvarelse: Kan vi forvente en ny Åndsudgydelse?
Det, der blev sagt i sagen, var ikke af megen interesse og gav intet til orientering. Ordet var ganske vist som sædvanligt givet frit, men var alligevel ufrit; thi den ledende teori var denne, at Ånden var udgydt, og at man havde ikke mere at vente og heller ikke noget nyt. "Guds ord er ikke bundet." Dets lys arbejder sig endnu frem trods menneskelige teorier og modstand.
Jeg har ofte undret mig over, hvorfor der i Apostlenes Gerninger 2. kap. Står: "Jeg vil udgyde min Ånd". På første sted fra Det Nye Testamente står præpositionen 'apò', som betyder det samme som 'en del af noget', hos Joel står der 'äth ruchi', d.v.s. hele Åndens område, om man må udtrykke det sådan. I det finske og franske sprogbrug har vi noget lignende. Der siger man ikke: "giv mig mælken", det ville betyde, at man ville have al den mælk, som findes, hvilket jo var umuligt; men man siger: "giv mig af mælken", og det er fuldkommen logisk.
Måske forholder det sig på lignende måde med Åndsudgydelsen; på Pinsedag var den delvis, Åndens fulde udgydelse hører fremtiden til.
Menneskelig uvidenhed eller modvilje kan ikke hindre Åndens åbenbarelse eller Guds virken, den går gennem alle hindringer. Men vi må sammen med professor Martin P. Nilsson i hans 'Primitiv Religion' beklage, at Religion og Brød-spørgsmålet har været og endnu er så sammenbundne, at det har hindret udviklingen. Lysten til i religiøse spørgsmål at følge sin overbevisning, er ofte blevet hæmmet af frygten for at miste brødet. Dette gælder ikke blot personer i statskirkelige stillinger, det gælder endnu mere Frikirken og friere åndelige bevægelser; thi dér er man endnu mere afhængig af privatpersoner.
Vi vil forsøge at besvare dette spørgsmål uafhængigt af gængse teorier og frit udfra Skriften lægge sagen frem i sin fylde og rigdom. "Og Skriften kan ikke rokkes," siger den Herre Jesus.
Hvis vi studerer Skriften nøje i denne sammenhæng, vil vi gøre mærkelige opdagelser. Vi lever ikke bare i de mekaniske, kemiske, fysiske og tekniske opdagelsers gyldne tidehverv, vi er midt oppe i bibelske eller guddommelige opdagelsers guldalder, enten vi ser det eller ej.
"Thi paladset er forladt, sværmen i staden er borte, ofelhøjen med vagttårnet er blevet til huler for evige tider, til fryd for vildæsler, til græsgang for hjorde - indtil Ånden bliver udøst over os fra det høje, og ørkenen bliver til frugtbar mark", o.s.v. (Esajas 32:14-15)
Denne profeti gælder i første række Israel og Israels land, men også de områder, Israel har betrådt og betræder.
"Og jeg vil hellige mit store navn, som er vanhelliget blandt folkene, som I har vanhelliget iblandt dem, og folkene skal kende, at jeg er Herren, siger den Herre, Herre, når jeg helliger mig på eder for deres øjne. Thi jeg vil hente jer fra nationerne og samle jer fra alle landene og føre jer til eders land. Og jeg vil stænke rent vand på jer, og I skal blive rene. Og min Ånd vil jeg give inden i eder, og jeg vil gøre, at I vandrer i mine bud." (Ezekiel 36:23-27)
Dette siges også i første række om Israel som nation og i forbindelse med Israels tilbagevenden til løftets land.
"Da svarede han [englen] og sagde til mig: Dette er Herrens ord til Serubabel: Ikke ved magt og ikke ved kraft, men ved min Ånd, siger Herren, Hærskarers Gud. Hvad du end er, du store bjerg, som rejser dig mod Serubabel, så skal du dog blive til slette" o.s.v. (Zakarias 4:6-7)
Læg mærke til, at dette ord først og fremmest sigter til en delvis opbyggelse af nationen Israel, og ikke kun en kirke - eller menighedsopbyggelse! Det klassiske sted hos profeten Joel i 2. kapitel gælder også i første hånd Israel, Sions bjerg, Jerusalem og Løftets land.
Hvad indebærer nu dette, set fra Åndsudgydelsens standpunkt? Vi lader nu alle andre synspunkter ude af betragtning, hvor interessante de ellers kunne være.
Alle Skriftens store udsagn gælder i første hånd Guds Israel, de folk og racer, som er udgået af Abrahams lænd og Saras skød, thi "det er Abrahams sæd, han tager sig af" (Hebræerne 2:16). Nu må vi dog ikke ensidigt samle vort syn på 'judaismen', som Paulus kalder det på sin tid, eller på den lille 'jødiske levning' nu, thi da taber vi ganske Guds store plan af syne. Vi bør ikke i denne tid yderligere opblæse en i forvejen tilstrækkelig opblæst jødedom med fordrejede bibelske begreber.
Det er den første slutning, man således kommer til, når man ser Åndsugydelsen i Skriftens lys, at den i første række gælder Israel, men naturligvis også alt kød, alle stammer, folk og tungemål, som gennem Jesus Kristus får israelitisk medborgerskab og bliver delagtiggjorte i løfterne og pagterne.
Læser man Skriftens vidnesbyrd med opmærksomhed, ser man desuden, at denne Åndsudgydelse gælder en ganske bestemt tidsperiode, eller at den sætter ind på et bestemt tidspunkt i verdensudviklingen, når tiden er inde for Israels fulde åbenbarelse, eller, som vi også kan udtrykke det, "når hedningernes tider er fuldbyrdede". Kan vi med fuld trosvished sige, at det nu er hedningernes (eller rettere folkenes; thi det hebraiske gojim og det græske ethnæ betyder folk, 'hedning' er en tolkning ud fra jødens synspunkt; men for Gud eksisterer ingen hedninger i den forstand), nu er deres tider forbi og Israels tid forhånden, kan vi sige det?
Ja, det tror vi.
Og derfor er der endnu større grund for os til at have vore hjerter og sind åbne og vågne for Guds åbenbarelse, når den kommer, og ikke låse os til hverken for Hans velsignede Ånd eller for det lys, Han vil give os.
Til sidst vil vi minde om, at Gud udgyder Sin Ånd, ikke blot for, at vi skal kunne tale i tunger eller udføre kraftgerninger, men for at Guds vilje må ske, sjæle frelses og jorden forberedes, freden komme, og slægtens blive lykkelig. Intet kan forhindre Guds planers udførelse, derfor er det bedst ikke at modstå den Helligånd, men være åbne for den nye tid, så at man ikke kommer til at høre til den skare, som Jesus skildrer i Lukas 18: "nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige og foragtede de andre."