ISRAEL VISIONEN

af Mikkel S. Kragh

Forord

Kære kristne søskende,

Nåde og fred i Herren!

Enhver med det mindste kendskab til Guds Ord, Bibelen, vil vide, at nationen Israel spiller en hel central rolle i Herrens plan med menneskeheden. Derfor er det af den yderste vigtighed at vide, hvem det sande Guds Israel er i dag, samt om der findes bedragere, der påstår at være Israel, men ikke er det. (Åbenbaringen 2:9 og 3:9)

De fleste, kristne som ikke-kristne, ser i dag den jødiske nation i og udenfor Palæstina som efterkommerne af Bibelens israelitter. Alene Jesu ord “I kan altså kende dem på deres frugter.” (Matthæus 7:20) burde få enhver kristen til at betvivle denne idé. De fleste kristne kirker i dag taler endvidere om et “åndeligt Israel”, som omfatter troende af alle racer, nationer og kulturer. Denne ubibelske teori vil imidlertid blive skudt i sænk ved afsløringen af, at Guds Israel hverken er jøderne eller kirken, men at det dog lever i bedste velgående den dag i dag.

Det vil mildt sagt have store konsekvenser, hvis det var de nordisk-germanske og beslægtede nationer, som Jesus havde i tankerne, da Han afviste den kana’anæiske kvinde med ordene: “Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” (Matthæus 15:24)

Disse ord er skrevet ud fra mit hjertes dybeste overbevisning, selv om de ikke vil behage denne verdens gud og på ingen måde er politisk korrekte. Jeg søger imidlertid kun at redegøre for Herren Jesu Kristi budskab til danskerne i det 21. århundrede: Israel Visionen!

Mikkel S. Kragh

Gammel Holte

september 2004

Jesu får

Tesen i dette skrift er, at efterkommerne af Israels fortabte stammer fra Bibelens tid i dag udgør de nordisk-germanske nationer, som fundet i danskerne, svenskerne, nordmændene, færingerne, islændingene, tyskerne, schweizerne, østrigerne, hollænderne, boer-afrikanderne, englænderne, skotterne, nord- og sydirerne, waliserne, amerikanerne, canadierne, sydafrikanerne, australierne og new zealænderne, store dele af finnerne, esterne, letterne, litauerne, franskmændene og belgierne, samt alle disses slægtninge andre steder i Europa og rundt omkring i verden.

Når jeg vil bevise dette, vil de fleste kristnes og ikke-kristnes første reaktion være: “Jamen, jeg troede da, at jøderne er efterkommerne af israelitterne?!” Af denne grund vil jeg begynde med at se på det folk, som siger, at de er jøder.

I en af Jesu diskussioner med jøderne siger Frelseren på et tidspunkt til jøderne: “Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får. Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig.” (Johannes 10:26-27) Bid mærke i, at Jesus siger ikke, at jøderne ikke hører til Hans får, fordi de ikke tror, men lige det modsatte, nemlig, at de ikke tror, fordi de ikke hører til Hans får. Jesu sande får skulle derimod høre Hans røst og følge Ham. Tænk derfor grundigt over dette: Hvordan kan det så være, at jøderne som folk gennem to årtusinder slet ikke har taget imod Jesus Kristus som deres Frelser og Gud, mens at de nordisk-germanske og beslægtede folkeslag historisk set ikke bare har taget imod evangeliet i dets reneste form, som fundet i de protestantiske retninger, men også spredt evangeliet rundt over hele verden?

Mit svar er: a) Israel skal i dag findes blandt de nordisk-germanske og beslægtede folkeslag, og b) det folk, som i dag går under navnet jøder, er som folk i virkeligheden hverken jøder eller israelitter, ligesom deres stat i Mellemøsten ikke kvalificerer sig til navnet Israel. Der er m.a.o. opstået en identitets-forveksling.

Israels hus er forskelligt fra Judas hus

Dette er meget vigtigt! Hav tålmodighed og lad mig bevise, at Guds Ord skelner mellem Israels hus og Judas hus.

De fleste i dag tror, at ordene jøde og Israel er synonymer og bruger dem i flæng.  Folk bruger vendinger som “jøderne Abraham, Isak og Jakob”, “jødernes flugt fra Ægypten”, “jødernes tolv stammer” o.lign. Dette giver Bibelen imidlertid ikke mandat til. Intet sted i Bibelens historiske skrifter fra 1. Mosebog til 2. Kongebog og Krønikebøgerne finder man ordet jøde. Hvorfor det?

Ordet jøde betyder ganske enkelt judæer, en af Judas stamme eller en af Judas hus. Gud udvalgte Abra(ha)m til at være stamfader til Sit udvalgte folk. Gennem Abrahams og Saras søn Isak, og gennem Isaks og Rebekkas søn Jakob udvalgte Gud det folk, som skulle forkynde Hans pris: ISRAEL. (Esajas 43:21) Jakob fik navnet Israel i 1. Mosebog 35:10, og således er Jakob den første person, som kan kaldes for en israelit. Jakob-Israel fik tolv sønner, som blev stamfædre til Israels tolv stammer. Én af Jakob-Israels sønner hed Juda, og Juda er dermed den første person, som ærligt kan kaldes for en jøde.

Efter en længere regeringstid efter Herren Israels Guds skabelon med dommerstyre i Israel, valgte israelitterne kongen Saul, som blev efterfulgt af David. I 1. Kongebog 11-12 læser vi, at Israel under Davids barnebarn Rehabeam blev delt i to adskilte nationer: Israel eller Israels hus med de ti nordlige stammer, samt Juda eller Judas hus med de to sydlige stammer Juda og Benjamin samt en del af Levis stamme. I 2. Kongebog 17 læser vi, at Israels hus - altså de ti nordlige stammer - omkring 721 f.Kr. blev tvunget i fangenskab af assyrerne, for endnu aldrig at vende tilbage. Ca. 100 år senere, omkring 604 f.v.t. blev Judas hus ført i fangenskab til Babylon af babylonerkongen: “Chefen for livvagten, Nebuzar’adan, førte dem, der var tilbage i byen, og overløberne, som var gået over til babylonerkongen, og resten af folket i eksil. Kun nogle af de fattigste i landet lod han blive tilbage til at arbejde i vingårdene og på markerne.” (2. Kongebog 25:11-12)

Efter 70 år i fangenskab i Babylon vendte Judas hus tilbage til Palæstina. Profeten Ezra understreger, at disse tilbagevendene judæere kun tilhørte Juda, Benjamin og dele af Levi: “Overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse brød nu op tillige med præsterne og levitterne, alle, hvis ånd Gud havde vakt til at drage op og bygge Herrens tempel i Jerusalem.” (Ezra 1:5) (Naturligvis har der også været rester fra de ti stammer blandt Judas hus.) Den jødiske historiker Flavius Josefus (37-95 e.v.t.) skriver om disse: “Så jøderne gjorde sig rede til arbejdet: dette er navnet, de bliver kaldt ved fra den dag de kom op fra Babylon; det er taget fra Judas stamme, som kom først til disse steder, og herved fik både de og landet den benævnelse.” (Antiquities of the Jews 11:5:7) Dr. J.H. Hertz, Englands daværende overrabbiner, skrev den 18. november, 1918: “De mennesker, der i dag kendes som jøder, er efterkommere af Judas og Benjamins stammer, med et vist antal af Levis stamme. Såvidt det vides er der ingen videre indblanding af andre stammer. De ti stammer er blevet opslugt i verdens nationer. (Se 2. Kongebog 7:22-23) Vi ser frem til genforeningen af alle stammerne en dag i fremtiden. (Se Esajas 27:11-12 og Ezekiel 37:15-28)” Dr. A. Neubauer skrev i The Jewish Quarterly (1888 vol. 1, s. 15, 17 og 21): “Israels fangne i eksil hinsides Eufrates vendte som helhed ikke tilbage til Palæstina til deres brødre, de fangne af Juda; i det mindste bliver dette ikke nævnt i noget dokument, der er til vor rådighed... Faktisk var de ti stammers tilbagevenden et af profeternes store løfter, og Messias’ komme er derfor nødvendigvis identificeret med deres forløsnings epoke... Håbet om de ti stammers tilbagevenden er aldrig svundet blandt jøderne i eksil... Dette håb har været forbundet med enhver messiansk rejsning.”

Med andre ord kan kun israelitter af Judas stamme eller Judas hus ærligt kaldes for jøder. At kalde medlemmer af de ti nordlige stammer for jøder vil svare til at kalde en vendelbo for en bornholmer. Jøderne udgør en mindre del af Israel, ligesom bornholmerne udgør en mindre del af danskerne.

Mange profetier i Bibelen handler om genforeningen af Israels hus og Judas hus og deres fælles tilbagevenden til Palæstina under en ”davidskonge”, altså Herren Jesus Kristus. Lad mig nævne ét eksempel. ”Herrens ord kom til mig: Du, menneske, tag et træstykke, og skriv på det: Juda og hans forbundsfæller, israelitterne. Tag derpå et andet træstykke – Efraims træstykke – og skriv på det: Josef og hans forbundsfæller, hele Israels hus. Læg så det ene sammen med det andet, så du har ét stykke træ i hånden. …Jeg samler dem alle vegne fra og bringer dem til deres eget land. … De skal aldrig mere blive til to folk. … Min tjener David skal være konge over dem, og de skal alle have én hyrde.” (Ezekiel 37:16-17, 21, 22, 24. Læs hele kapitlet.) Se også Esajas 11:13 og Zakarias 11:10-14. Disse profetier ville ikke give nogen mening, såfremt at Israels hus og Judas hus var blevet forenede ved hjemkomsten fra Babylon, eller hvis de var synonymer.

dem, der påstår at være jøder...

En meget kedelig kendsgerning er imidlertid, at det folk, der i dag kalder sig jøder, for en stor dels vedkommende slet ikke er det! Så tidligt som under de sande bibelske jøders (judæeres) fangenskab i Babylon læser vi, at fremmede folkeslag konverterede til den jødiske tro: “Og mange af landets folk gik over til jødedommen, for de var grebet af rædsel for jøderne.” (Ester 8:17)

Den trussel mod det ægte jødiske folk, som med tiden har vist sig at være den største, kom imidlertid fra israelitternes arvefjende, edomitterne, efterkommerne af Jakobs broder Esau, som sidstnævnte havde fået med bl.a. forskellige kana’anæiske hustruer. (1. Mosebog 36:1-5) Encyclopedia Judaica (1971, vol. 6, s. 378) beretter om Judas hersker Johannes Hyrkan (135-105 f.Kr.): “Johannes Hyrkan erobrede hele Edom og begyndte tvangskonverteringen af hele landets befolkning til jødedom (Josefus, Antiquities of the Jews 13:9:1). Fra da af var edomitterne en del af det jødiske folk.” The Jewish Encyclopedia fra 1925, vol. 5, s.41, indrømmer ligeud: “Edom er i det moderne jødiske folk.”

Et nøjere studie af Bibelen vil vise, at edomitterne ikke blot før deres optagelse i det jødiske folk, men også i profetisk tale, omtales som blandt de sande israelitters argeste fjender. Dette er imidlertid ikke emnet for dette skrift, men lad nok være sagt med “Der står jo skrevet: ‘Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.’” (Romerne 9:13, jvf. Malakias 1:2-3) Det er disse edomitiske jøder, som Åbenbaringen omtaler: “jeg ved, at du spottes af dem, der påstår at være jøder og ikke er det, men er Satans synagoge.” “Men jeg vil give dig nogle af dem fra Satans synagoge, som påstår at være jøder og ikke er det, men lyver;” (2:9, 3:9) Når man læser Bibelen må man derfor skelne imellem de jøder, som er sande israelitter, og de personer, som også kaldes for jøder, men som har edomitisk-kana’anæisk blod i årerne.

Den næste store forandring af jødefolket sker så i det 9. århundrede e.Kr., hvor det mægtige fallos-dyrkende, turkisk-mongolske folk, khazarerne, i Sydrusland massekonverterer til jødedommen, for at holde de kristne og muslimerne ude. I 1239 e.Kr. blev khazarerne imidlertid slået af mongolerne, hvorefter khazarfolket blev spredt vestpå udover hele Østeuropa. Den (khazar-)jødiske forfatter Arthur Koestler, modtager af Sonning-prisen, skrev i 1976 bogen The Thirteenth Tribe, hvor han bl.a. skriver: “... dette betyder, at deres [nutidens jøders] forfædre ikke kom fra Jordan-floden, men fra Volga, ikke fra Kana’an, men fra Kaukasus, som man engang mente var den ariske stammes vugge; og at de genetisk set er tættere beslægtet med hunnerne, uigurerne og magyarerne end med Abrahams, Isaks og Jakobs afkom. Hvis dette er tilfældet, så vil frasen ’anti-semitisme’ miste enhver betydning.” (Random House, Inc., New York, s. 17) Da denne bog udkom, fik den stor opmærksomhed – undtagen i kristne kredse…

De østeuropæiske khazar-jøder kaldes for de ashkenaziske jøder, og udgør 90-95% af verdens jødiske befolkning og mere end halvdelen af staten “Israels” befolkning, mens at efterkommerne af jøderne fra diasporaen efter Jerusalems ødelæggelse i 70 e.Kr. kaldes for sefardiske jøder, og mange af disse sefardim har oven i købet hedensk blod i sig. Det er disse edomitter, khazarer og kana’anæere, som praktisk talt hele kristenheden hylder som Israel, Guds udvalgte folk! De vender ikke ”tilbage” til Palæstina, da deres forfædre aldrig har sat deres fod dér. Hvis du ikke tror på denne kristne forfatter, så lyt til jøderne selv: The Jewish Almanac part 1 fra 1980 skriver i artiklen Identity Crisis: A Brief History of the Term Jew: ”Strengt set, så er det ukorrekt at kalde en israelit fra gammel tid for en jøde, eller at kalde en nutids-jøde for en israelit eller en hebræer.”

Det bør dog bemærkes, at der også findes ægte judæiske israelitter blandt nutidens jøder. Pastor Dan Gayman fra Church of Israel i Schell City i Missouri i U.S.A.. skriver: “Kun et lille mindretal af de moderne jøder er ægte judæere, nedstammet fra Judas stamme. Disse jøder er, endnu engang, ikke nye, men er fromme folk, der lægger vægt på toraen, elsker de ti bud og ønsker at leve i fred. Mens at de fleste af dem forkaster Jesus Kristus, så bærer de generelt ikke nag mod kristne. De står i stærk kontrast til den anden slags jøder, der protesterer mod enhver kristen ting, og undergraver og ødelægger alt bibelsk, herunder de ti bud og toraen. De har specialiseret sig i at tjene penge, og gør intet for at vedligeholde en bibelsk kultur.” (An Open Letter to New Testament Christians, s. 22)

Profetier om staten “Israel”

Én af de største forhindringer mange kristne har mod at acceptere Israel Visionen og kendsgerningen, at jødefolket i dag ikke er identisk med Israel, er oprettelsen af jøde-staten i Palæstina, som disse bedragere valgte at kalde “Israel”. Kristne verden over tror, at jøde-statens tilblivelse er opfyldelsen af de bibelske profetier om Israels tilbagevenden til Kana’an.

Lad os først erkende, at Bibelen faktisk taler om, at Israel vender tilbage til Kana’an - ingen tvivl om det. Men disse profetier passer på ingen måde på jøde-staten “Israel”, som blev oprettet i 1948, idet profetierne taler om, at Jesus Kristus, Israels Konge, skal herske over Sit folk, israelitterne.

Men hvis profetierne ikke passer på jøde-staten fra 1948, nævner profetierne da slet ikke disse bedragere? Jo de gør. Profeten omtaler bedragernes overtagelse af Kana’an som følger: “Da kom Herrens ord til mig: Menneske, til dine brødre, dine slægtninge, ja, til hele Israels hus siger Jerusalems indbyggere: ‘Hold jer borte fra Herren! Byen er vores. Vi har fået landet som ejendom.’” (Ezekiel 11:15) Her omtales edomit-khazar-kana’anæer-jøderne blot som “Jerusalems indbyggere”, ikke som israelitter. Ezekiel fortsætter senere med at afsløre bedragernes edomitiske identitet: “Ja, dette siger Gud Herren: Med brændende lidenskab vil jeg tale imod de andre folk og imod hele Edom, som med inderlig skadefryd og dyb foragt tog mit land som deres ejendom for at fordrive foket og udplyndre det.” (36:5) Et andet sted omtales Palæstinas indbyggere profetisk som alt andet end sande israelitter: “Dette siger Gud Herren til Jerusalem: Du stammer fra kana’anæernes land, og dér blev du født; din far var amorit og din mor hittit.” (Ezekiel 16:3, se også vers 45)

Ved “J2K” (Jesu andet komme) vil de sande israelitter under lederskab af deres Konge, Jesus Kristus, overtage Palæstina fra de nuværende edomitiske besættere: “På den dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætner revnerne, rejser det, der er revet ned, og genopbygger den som fortidens dage, så at de kan tage hele Edom i besiddelse og alle de folk, som mit navn er nævnt over, siger Herren, og han vil gøre det.” (Amos 9:11-12) I nabo-profeten kommer der en mere uddybende beskrivelse af det, der vil blive en blodig overtagelse: “Så skal Jakobs hus blive til ild, Josefs hus til en flamme, og Esaus hus skal blive til strå; de skal antænde det og fortære det. Af Esaus hus skal ingen undslippe.” (Obadias 18) (Sammenlign i øvrigt Lukas 19:27 med Johannes 19:15.)

Et eskatologisk bevis på, hvem de sande israelitter er, findes i Jesu profeti om Jerusalems ødelæggelse: “De skal falde for skarpe sværd og blive ført bort til alle hedningefolk som fanger, og Jerusalem skal nedtrampes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.” (Lukas 21:24) Bibel-kyndige er generelt enige om, at hedningernes tider er 2520 år, eller “syv tider”, og repræsenterer Guds straffetid. Nu blev Jerusalem indtaget af Nebukadnezar i år 604 f.v.t. Siden da blev Jerusalem “nedtrampet af hedninger”. Derfor kan vi også regne med, at det var israelitter, der indtog Jerusalem 2520 år senere, nemlig den 9. december, 1917, da den engelske general Allenby – og ikke jøderne - indtog Jerusalem!

Dødsstødet mod læren om, at det moderne jødefolk udgør alle Israels børn findes i Herrens løfte og profeti til Abraham, hvor Han lovede, at ”… jeg gør dig til fader til en mængde folkeslag. Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig.” (1. Mosebog 17:5-6) Jøderne i dag udgør blot ét folk, mens at de nordisk-germanske folkeslag udgør ”en mængde folkeslag”. Alene én af Israels tolv stammer, Efraim eller Storbritannien og dets Dominions, skulle ”… blive til en mængde folkeslag.”  (1. Mosebog 48:19) Jøderne har ingen konge og har ikke haft nogen i umindelige tider, mens at mange af de nordisk-germanske folkeslag har konger og dronninger, der alle kan spore deres aner tilbage til kong David.

Israels hus’ fangenskab

Talrige bibelske profetier viser sort på hvidt, at Israels hus og Judas hus først skal genforenes ved “J2K”. Disse profetier beviser derfor også, at Israels hus må eksistere i dag, og ikke er forsvundet. Først vil vi imidlertid granske Bibelen og verdslig historie, for at se, hvad vi egentlig ved om Israels hus.

Mens at Judas hus havde mange gudfrygtige konger, var der meget langt mellem disse blandt Israels hus. Dette medførte, at Herren, Israels Gud, lod forbandelsen for at bryde pagten, som fundet i 5. Mosebog 28 og 29, blive virkeliggjort for israelitterne. Så tidligt som ca. 741 f.Kr. og afsluttende i ca. 676 f.Kr. i alt i fire invasioner blev israelitter ført i fangenskab væk fra Kana’ans land. Bibelen beretter: “På den tid begyndte Herren at hugge stykker af Israel,” (2. Kongebog 10:32) Senere læser vi: “I Israels konge Pekas regeringstid kom assyrerkongen Tiglat-Pileser og indtog Ijjon, Abel-Bet-Ma’aka, Janoa, Kedesh, Hasor, Gilead og Galil, hele Naftalis land, og førte indbyggerne i eksil til Assyrien.” (2. Kongebog 15:29) Omkring 721 f.v.t. lod Herren imidlertid hele resten af Israels hus føre i eksil: “I Hoseas niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria, førte Israel i eksil til Assyrien og bosatte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer. ... Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sine øjne. Kun Judas stamme blev tilbage. ...  Indtil Herren fjernede Israel fra sine øjne, sådan som han havde forudsagt ved alle sine tjenere, profeterne, så Israel blev ført i eksil bort fra sit land til Assyrien, hvor de er den dag i dag. Senere bragte assyrerkongen folk fra Babylon, Kuta, Avva, Hamat og Sefarvajim og bosatte dem i Samarias byer i stedet for israelitterne, De tog Samaria i besiddelse og bosatte sig i dets byer. ... Assyrerkongen førte Israel i eksil til Assyrien, og han anbragte dem i Hala og ved Gozans flod Habor og i Mediens byer.” (2. Kongebog 17:6, 18, 23-24, 18:11) Hverken Bibelen eller verdslig historie beretter noget om, at disse talrige israelitter, millioner af mennesker, er vendt tilbage til Palæstina. Bemærk endvidere, at de mennesker, som erstattede israelitterne i Samaria (de ti stammers del af Palæstina), og som boede der ved Jesu tid, i de fleste tilfælde ikke var israelitter.

Mens at Det Gamle Testamente rundedes af med Israels hus stadig borte fra Palæstina, så findes der faktisk vidnesbyrder om israelitternes færden efter fangenskabet. Den jødiske historiker Flavius Josefus skriver omkring år 70 e.v.t.: “... hvorfor der er to stammer [Juda og Benjamin] i Asien og Europa, romernes undersåtter, mens at de ti stammer stadig befinder sig hinsides Eufrates, og er enormt mangfoldige, og ikke kan tælles med tal.” (Antiquities of the Jews 11:5:2) Den pseudepigrafiske bog 4. Ezra 13:39-46 har følgende at sige om israelitterne fra Israels hus: ”Og at du så ham hidkalde og samle til sig en anden, fredelig skare – det er de ti stammer, der var ført fangne bort fra deres land i kong Josijas dage, dem, som assyrerkongen Salmanassar førte i fangenskab og flyttede over hinsides Eufratfloden; og de blev flyttet til et fremmed land. Men de satte sig for at forlade hedningernes skare og drage til en endnu fjernere egn, hvor menneskeslægten endnu aldrig havde boet, for der måske at overholde deres love, som de ikke havde holdt i deres eget land. Ind over Eufratflodens snævre gennemgange drog de; thi den Højeste gjorde undere mod dem dengang og standsede flodens kilder, til de var gået over. Men lang vej var der gennem det land, en rejse på halvandet år. Men landet hedder Arsereth. Der blev de boende til den sidste tid; …” (Bogen kaldes 2nd Esdras på engelsk og regnes for en apokryf.)

Fra Mellemøsten til Nordeuropa

Jøderne, de kristne, såvel som de fleste historikere er af den opfattelse, at Israels hus forsvandt, eller blev fortabt, efter at de blev sendt i fangenskab af assyrerne, eftersom navnet Israel meget hurtigt gik tabt i verdenshistorien, og kun jøderne/Juda forblev. Dette er imidlertid kun fordi, at Israels ti fortabte stammer blev kaldt under nye navne af dem selv og deres nabofolk!

Denne påstand begrundes til at starte med i indskriften i den såkaldte Behistun-sten nær Teheran i det nuværende Iran. På denne meget store sten nævnes Israel på tre forskellige sprog: susisk, persisk og babylonsk. På susisk kaldes Israel for skyternes eller sacaernes land, (saca = Isaks sønner) på persisk som skyternes land og på babylonsk for kimmerernes eller gimiris land. Forklaringen på, at Israels ti stammer er gået tabt for historiebøgerne, er derfor, at de nu kaldtes med nye navne! Og se! samtidig med Israels hus’ forsvinden kommer disse skytere, sacaere, kimmerere og gimiri frem som fra ingenting.

Kort fortalt deltes Israels ti fortabte stammer i to store retninger: a) skyterne, der omkring 600-500 f.Kr. trængte gennem Kaukasus og ind i Sydrusland, og b) kimmererne eller gimiri, der mellem 690-590 f.Kr. vandrede over Bosporus-strædet og ind på Balkan-halvøen, og blev kendt som kelterne.

Omkring 200 f.Kr., mens at de israelitiske skytere boede spredt over det sydlige Rusland og Ukraine, fortrængte det asiatiske folk sarmaterne dem fra øst, og skyterne måtte bevæge sig mod Østersø-regionen. Romerne kendte allerede de skytiske israelitter, og begyndte her at kalde dem for germanere, for at skelne dem fra sarmaterne, idet at germanus betyder ægte på latin, altså ægte skytere = germanere. (For et nøjere studium af dette emne, bed om vor artikel Efter Fangenskabet i Assyrien af F.W.C. Neser.) Historikere siger, at Danmarks befolkning blev mere eller mindre helt udskiftet mellem 400 f.Kr. og 300 e.Kr. Dette gør nutidens danskere og skandinaver til rene efterkommere af disse israelitter.

Den blekingske forfatter Örjan Svensson har skrevet bøgerne Blekinges äldsta kända runinskrifter – yttringar av nordvästsemitisk fruktbarhetskult (Eget forlag, Karlskrona, 1998)  og De Blekingska Runornas Hemligheter, (Eget forlag, Karlskrona, 2001) hvori han viser, at talrige runeindskrifter i Blekinge faktisk kan forbindes til old-hebraisk. Ligeledes har den jødisk-”israelske” historiker Yair Davidiy fra Jerusalem og den amerikanske arkæolog E. Raymond Capt begge skrevet flere bøger, som alle sporer Israels hus til Nordeuropa. Pladsen tillader ikke at gå i dybden med det, men vore sprog, love, skikke og sædvaner, sange og melodier, folkeeventyr, våbenskjold, arkitektur, m.m. er alle yderligere beviser på vor israelitiske oprindelse.

Før verden gik af lave kaldte historikere de såkaldte indo-europæere, stamfædrene til de fleste europæiske sprog, for indo-germanere, eftersom de erkendte, at det var blandt de nuværende germanske nationer, at den racemæssige type bedst var bevaret fra de oprindelige indo-europæere. Da alle de nuværende indo-europæiske sprog er beslægtede, må de også have haft en fælles kilde, og den kilde er Abraham. Men selv om næsten hele Europa i dag taler indo-europæiske sprog, så betyder det ikke, at deres kødelige forfædre var de samme, som dem deres sprog stammer fra. (F.eks. taler de amerikanske negere et indo-europæisk sprog – engelsk – men det betyder jo ikke, at de oprindelige indo-europæere var negernes forfædre.)

Oldtidshistorikere er enige om, at indo-europæerne kom fra et fjernt sted i Østeuropa, ligesom at den nordiske mytologi beretter om, at aserne kom fra samme verdenshjørne. At israelitterne spores til præcis samme region og på nogenlunde samme tid kan derfor ikke være en tilfældighed.

De oprindelige romere, patricierne, og grundlæggerne af det gamle Grækenland, hellenerne (ikke de importerede trælle), tilhørte således den samme etniske og racemæssige gruppe som skyterne/germanerne og kelterne, nemlig den nordiske race, hvorfor vi har grund til at antage, at ligesom at germanerne nedstammer fra Israels fortabte stammer, så havde endog romerne og grækerne også deres udspring blandt tidligere udvandringer af israelitter. Størstedelen af nutidige romere og grækere er efterkommere af slaverne fra Mellemøsten, selvom der findes mindretal af nordiske israelitter over det meste af Europa.

Identiteten af “hedningerne” i Det Nye Testamente

Et nøje studie af Det Nye Testamente vil vise, at de folk, som Paulus og de øvrige forfattere skrev til, faktisk var kødelige israelitter, efterkommere af Israels ti fortabte stammer, som nu var blevet fundet! Det Skriftsted, som jeg elsker højest i denne sammenhæng, er fra Romerne 9:24-26, som lyder sådan: “Dertil kaldte han også os, ikke kun blandt jøder, men også blandt hedninger - som det hedder hos Hoseas: Jeg vil kalde Ikke-Mit-Folk Mit-Folk, og kalde Ikke-Elsket Elsket; og dér, hvor det lød til dem: I er ikke mit folk, dér skal de kaldes den levende Guds børn.” (Læs hele kapitlet.) Jødernes identitet i disse vers er der ikke stor uenighed om, men når det kommer til identiteten af “hedningerne” i vers 24, vil jeg sige de fleste teologer imod, og bevise, at disse faktisk er israelitterne fra Israels hus!

For at få afgjort denne strid, må vi gå til kilden for citatet fra vers 25-26, som findes i Hoseas 1:6-2:3 og 2:25. Husk, at Skriften skal fortolke Skriften. Læs nøje, ord for ord, disse vers, sammenlign dem med Romerne 9, og erkend, at disse hedninger “Ikke-Mit-Folk/Mit-Folk” og “Ikke-Elsket/Elsket” er identiske med Israels hus: “Så blev hun igen gravid og fødte en datter. Herren sagde til ham: Kald hende Ikke-Fundet-Barmhjertighed, for jeg viser ikke længere Israels hus barmhjertighed, og jeg tilgiver dem ikke. Men Judas hus viser jeg barmhjertighed, og frelser dem ved Herren deres Gud. Jeg frelser dem ikke ved bue, sværd og krig eller ved heste og ryttere. Så vænnede hun Ikke-Fundet-Barmhjertighed fra, og hun blev gravid og fødte en søn. Herren sagde: ‘Kald ham Ikke-Mit-Folk, for I er ikke mit folk, og jeg vil ikke være med jer.’ Men israelitterne skal blive talrige som havets sand, der ikke kan måles og ikke kan tælles. Og dér, hvor det nu lyder til dem: ‘I er ikke mit folk,’ dér skal det lyde til dem: ‘I er den levende Guds børn.’ … Jeg vil vise barmhjertighed mod Ikke-Fundet-Barmhjertighed og sige til Ikke-Mit-Folk: ’Du er mit folk,’ og han skal sige: ’Du er min Gud.’” (Hoseas 1:6-2:1, 2:25) (Se i øvrigt 1. Peter 2:9-10, som indeholder endnu et opfyldt profeti fra Hoseas 1:6 og 9 og 2:25, anvendt om de kristne, som Peter skriver til.)

Der er også andre Skriftsteder fra Det Nye Testamente, som identificerer modtagerne af brevene som kødelige israelitter, f.eks. 1. Korintherbrev og Romerbrevet, hvor Paulus omtaler patriarkerne som sine egne og modtagernes af brevene (korintherne og romerne) forfædre: “Det skal I vide, brødre: Vel var vore fædre alle under skyen og gik alle gennem havet og blev alle døbt til Moses i skyen og i havet...” (1. Korinther 10:1-2) “Hvad skal vi sige om Abraham, vort folks stamfader?” (Romerne 4:1)

Også andre skribenter end Paulus omtaler modtagerne af de ny-testamentlige breve som israelitter. Jakob indleder sit brev således: “Jakob, Guds og Herren Jesu Kristi tjener, hilser de tolv stammer, der lever spredt blandt andre folkeslag.” (Jakob 1:1) Peter indleder sit første brev således: “Fra Peter, Jesu Kristi apostel. Til de udvalgte, der bor spredt som fremmede blandt andre folkeslag, i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien, og som efter Gud Faders forudviden ved Åndens helligelse er udvalgt til at vise lydighed og blive bestænket med Jesu Kristi blod.” (1. Peter 1:1-2) Kom ikke her med noget “åndeligt Israel”!

Den apokryfe 1. Makkabæerbog, der ikke er inspireret, men dog er en ældgammel historisk kilde, støtter identificeringen af de gamle grækere som efterkommere af Abraham, Isak og Jakob: ”Spartanerkongen Areios hilser ypperstepræsten Onias! I et skrift er der fundet den oplysning om spartanerne og jøderne, at de er brødre, og at de er af Abrahams slægt.” (1. Makkabæer 12:20-21)

Kendskabet til “hedningernes” identitet var altså kendt blandt de kristne i det første århundrede af vor tidsregning, men må være gået tabt, da det store frafald begyndte efter apostlenes død.

Hvem kom Jesus Kristus for at frelse?

På dette spørgsmål vil de fleste kristne svare: “Alle mennesker af alle racer.” Forfatterens tese er imidlertid, at Jesus kun kom for at frelse Israel. Hvad er det rigtige? Lad os vende vor opmærksomhed mod Skriften, thi “Skriften kan ikke rokkes” (Johannes 10:35).

I det allerførste kapitel i Det Nye Testamente læser vi følgende om Herren Jesus Kristus: “Hun skal føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus, for han skal frelse sit folk fra deres synder.” (Matthæus 1:21) Hvis Jesus “frelser Sit folk fra deres synder”, må det betyde, at det syndende folk også var Hans før Han kom for at frelse det! Ikke modsat! 1. Johannes 3:4 fastslår, at “synd er lovbrud”. Nuvel. Så må Kristus frelse Sit folk fra deres lovbrud. Og hvem var under Loven? Kun Israel. Jeremias giver endvidere en indikation om, at Judas hus ville høre denne Frelser, der kom for Sit folk, mens at Israels hus ville være langt væk: ”I hans dage skal Juda frelses og Israel ligge trygt.” (Jeremias 23:6) Dette understøttes af et andet ny-testamentligt citat, inspireret af Helligånden: ”Hans far, Zakarias, blev fyldt af Helligånden og profeterede: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. … at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: …” (Lukas 1:67-68, 72-73) Altså har frelsen noget at gøre med at være en Abrahams søn, hvilket bekræftes et andet sted i det samme evangelium: ”Da sagde Jesus om ham [Zakæus]: ’I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn.’” (Lukas 19:9)

Selv efter Jesu død er Skriften entydig om, at frelse og forløsning alene er for Israel: ”Ham [Jesus] har Gud ophøjet til fyrste og til frelser ved sin højre hånd for at give Israel omvendelse og syndsforladelse.” (Apostlenes Gerninger 5:31) Og atter: ”Af hans [Davids] slægt har Gud givet Israel en frelser, som han havde lovet, Jesus.”  (Apostlenes Gerninger 13:23) Når Apostlenes Gerninger taler om ”hedninger”, så betyder dette ofte israelitter, der havde mistet deres identitet. Således tror mange, at 2:9-11 omhandler mennesker af alverdens folkeslag, men 2:5 og 2:22 gør det tydeligt, at selv om disse mennesker rent faktisk kom fra mange forskellige lande, så var de alle jøder (judæere), altså israelitter. Den såkaldte ”etiopiske” hofmand fra kapitel 8 må ligeledes have været en jødisk israelit af raceafstamning, idet han læste i profeten Esajas (vers 28). Husk på, at der indtil for nylig fandtes jøder i Etiopien. (Selvom de for længst havde blandet sig med de rigtige etiopere og var blevet farvede.) Kun en israelit ville have læst i Esajas.

Endvidere læser vi om, hvem Jesus kom for at frelse: “For Menneskesønnen er kommet for at frelse det fortabte.” (Matthæus 18:11) For at definere hvem “det fortabte” er, skal vi ikke vende os til mine eller dine eller din lokale præsts ord, men lad Skriften fortolke Skriften: Vendingen “de fortabte får af Israels hus” findes intet mindre end to steder (Matthæus 10:6 og 15:24), mens at de hedenske racer intet sted i Skriften betegnes som “fortabte”. Konklusion: Menneskesønnen kom for at frelse de fortabte får af Israels hus.

I det sidste kapitel i det sidste evangelium byder Herren Jesus apostlen Peter at sørge for Sine får: “Jesus sagde til ham: ‘Vogt mine lam!’ ... Jesus sagde til ham: ‘Vær hyrde for mine får!’ ... Jesus sagde til ham: ‘Vogt mine får!’” (Johannes 21:15, 16, 17) For at identificere hvem Jesu får er, skal vi atter lade Skriften tolke Skriften. Og det eneste folk, som Bibelen kalder for Herrens får, er nationen Israel. Jeg kan nævne Jeremias 50:17: “Israel var spredt som får, der jages fra hinanden som løver.” Læs også Ezekiel  34: “... Israels hyrder ... Skal hyrder vogte får? ... Jeg er med dem, og de er mit folk, Israels hus, siger Gud Herren. I er mine får, de får, jeg har på græs.” (vers 1, 2, 30-31) (Se også Salme 95:7) Jeg udfordrer enhver til at komme med så meget som ét Skriftsted, som omtaler andre end Israel som Gud Herrens får!

Når vor Herre Jesus vender tilbage, vil Han se på kristenhedens frafald, og spørge dem: ”Hvordan i al verden er det, mine får ser ud? De er jo udsultede, fattige og syge; sagde jeg ikke til jer, at I skulle tage jer af dem?” Da vil de frafaldne hyrder svare Herren: ”Jamen, vi tog os jo af gederne og hundene og svinene. Hvad forskel gør det så? Geder, hunde, svin, får, de er jo alle de samme!” Da vil vor Herre sige til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matthæus 7:23) (Dette er min parafrase af Jeremias 23:1-4)

At millioner af farvede mennesker overalt i verden kalder sig kristne, betyder ikke, at frelsen også rækker ud over dem. Mange nutidige kirkers sociale, humanistiske “evangelium” er i bedste fald dårligt skjult marxisme, i værste fald en ikke-bibelsk lære med afsenderadresse fra helvede. At millioner af farvede (og hvide israelitter for den sags skyld) følger denne lære, gør dem ikke nødvendigvis til kristne.

Bibelen beskriver lige fra 2. Mosebog til Åbenbaringen Herrens forhold til Sit folk Israel som et ægteskab. Brylluppet stod ved Sinaj-bjerget, men senere skilte Herren Sig fra Israels hus (men kun de ti nordlige stammer, som vi så i Hoseas): ”Og hun [Juda] så, at jeg sendte det utro Israel bort og gav hende skilsmissebrev på grund af alle de gange, hun havde brudt ægteskabet.” (Jeremias 3:8) Gud Herren lovede dog, at Han atter ville gifte Sig, for anden gang, med Israel: ”Ja, Herren har kaldt på dig, en forladt og bedrøvet hustru; skulle en hustru fra ungdommen forkastes? Siger din Gud. Et kort øjeblik forlod jeg dig, men i stor barmhjertighed tager jeg dig tilbage. I overstrømmende vrede skjulte jeg et øjeblik ansigtet for dig, men i evig troskab viser jeg dig barmhjertighed, siger Herren, der løskøber dig.” (Esajas 54:6-8) Eftersom Bibelen er skrevet af én enkelt Forfatter, Gud, så fortsætter temaet med Hans ægteskab med Israel lige til slutningen af Bibelen: ”… Kom, jeg vil vise dig bruden, Lammets hustru. … den hellige by, Jerusalem, der kom ned fra himlen fra Gud, … og over portene tolv engle og indskrevne navne, det er Israels tolv stammers navne: …” (Åbenbaringen 21:10-12)

Præsten ved en af U.S.A.s førende Israel-identitets-kirker, Peter J. Peters fra LaPorte Church of Christ og Scriptures for America i LaPorte i Colorado, skriver i sin bog The Greatest Love Story Never Told fra 1993: ”Hvilken slags kærlighedshistorie ville dette være, hvis Han elskede dem alle lige meget? Kan du forestille dig din kone spørge dig: ’Elsker du mig mere end alle andre, skat?’ og du svarer: ’Nå ja, jeg elsker dig, ligesom jeg elsker alle andre kvinder, skat.’ … Hvorfor blive gift, hvis du elsker alle kvinder lige meget?” (side 22)

Den nye pagt

Hvem indgik Herren Jesus Kristus Sin nye pagt med? Israel eller alle nationer og racer? Skribenten skriver i Brevet til Hebræerne: “For han dadler dem under den første pagt, når han siger: ‘Der skal komme dage, siger Herren, da jeg opretter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De blev ikke i min pagt, derfor lod jeg hånt om dem, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger mine love i deres indre og skriver dem i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.’” (Hebræerne 8:8-10, se også Jeremias 31:31-33) Man skal læse disse vers fra Skriften med ekstreme fordomme for at tolke dem som sigende, at den nye pagt er med andre folk end Israels hus og Judas hus. Her står intet om noget “åndeligt Israel”. (I så fald, hvad med Judas hus, er det også åndeligt?) Paulus skriver til de såkaldte ”grækere” (israelitter af de ti stammer), at dette profeti bliver opfyldt i dem: ”… så det er klart, at I er et Kristus-brev, der er blevet til ved vores tjeneste, ikke skrevet med blæk, men med den levende Guds ånd, ikke på tavler af sten, men i hjerter, på tavler af kød og blod.” (2. Korinther 3:3)

Bemærk endvidere, at selvom pagten både var med Israels hus - de ti stammer som fundet i de nordisk-germanske og beslægtede nationer - og Judas hus - de ægte jøder - så var det kun i hjerterne på Israels hus, men ikke Judas hus, at loven skulle skrives. Dette giver svaret på, hvorfor at de nordisk-germanske og beslægtede nationer har taget Kristus til sig, mens at selv de sande jøder, som et folk betragtet, har forkastet Jesus som Kristus og Messias. Herrens lov står ikke skrevet i nogen jøders hjerter.

At den nye pagt – eller det nye testamente – kun gælder Israel, er ikke en uretfærdighed. (Og hvis det var en uretfærdighed, så er det Herren, der er den skyldige.) Dette kan bedst illustreres med en lignelse: En rig mand dør, og i sit testamente efterlader han sit hus til sine børn. Alene børnene arver huset, mens at ingen af naboerne, genboerne, eller beboerne på de nærliggende veje arver noget ifølge testamentet. Selv om kun mandens børn arver, så donerer de gerne penge til at forskønne det kvarter, hvori de bor. Er dette uretfærdigt?

Bibelen taler tydeligt om, at der eksisterer engle. Men samtidig er Bibelen utvetydig om, at frelsen ikke gælder englene, kun mennesker af Abrahams slægt. Er dette en uretfærdighed fra Guds side mod englene? Foragter eller hader man engle, hvis man står inde for dette?

I udsendelsestalen til Sine tolv disciple læser vi: “Disse tolv sendte Jesus ud og befalede dem: ‘Følg ikke vejen til hedningerne, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod til de fortabte får af Israels hus.’” (Matthæus 10:5-6) Dette er en klar missionsbefaling, som i høj grad tilsidesættes af kristenheden i det 21. århundrede. De klamrer sig til Matthæus 28:19-20, som siger: “Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet i lærer dem at holde alt det, jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Nu modsiger Skriften aldrig sig selv. Hvis Matthæus 10:5-6 og 28:19-20 derfor må stamme fra den samme himmelske Forfatter, må “alle folkeslagene” nævnt i 28:19 derfor hentyde til alle de folkeslag, som nedstammer fra de fortabte får af Israels hus, samt de sande jøder!!! Dette kan lyde som en dårlig forklaring, men Skriften modsiger aldrig sig selv, og Jesus skiftede ikke lige pludselig mening ved korset, som nogle teologer vil påstå. De selvsamme teologer vil endvidere postulere, at udsendelsestalen i Matthæus 10 kun er rettet mod jøderne, og at 28:19-20 gælder hele verden efter Jesu korsfæstelse. Men har vi i et tidligere afsnit ikke just fastslået, at “Israels hus” ikke betyder jøderne!?! Endvidere: Hvad med resten af udsendelsestalen - “prædik: Himmeriget er kommet nær! Helbred syge, opvæk døde, gør spedalske rene, driv dæmoner ud...” o.s.v. (Matthæus 10:7-8) - gælder disse bud heller ikke længere efter Golgatha? Hvad med bjergprædikenen i Matthæus kap. 5-7, gjaldt den også kun indtil Jesu korsfæstelse? Nej! Jesus Kristus kom primært for Sit folk, Israel, og ikke de fremmede racer.

Det Skriftsted i Markus, som svarer til Matthæus 28:19-20, findes i 16:15: “Så sagde han til dem: ‘Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen.’” Nuvel, når Markus omtaler “hele skabningen”, betyder det så også orangutanger, regnorme og mudderklirer? Naturligvis ikke, selvom de så sandelig er en del af “hele skabningen”, som Markus omtaler. Når vi derfor skal finde ud af, hvad der menes med “hele skabningen” og “alle folkeslagene”, så ligger nøglen i, at man skal se dem i bibelsk sammenhæng. Følgende vers fra Skriften vil belyse, at når Bibelen omtaler “hele verdenen” eller lignende vendinger, så menes der kun den nærmeste verden! Paulus skriver omkring år 60-61 e.v.t.: “... det evangelium, I har hørt, det som er blevet prædiket for al skabningen under himlen...” (Kolossenserne 1:23) Da Kolossenserne blev skrevet, var evangeliet ikke blevet prædiket for “al skabningen under himlen”, som vi forstår det i dag, altså også blandt kineserne, aboriginierne og inkaerne; men evangeliet var derimod blevet prædiket for “al skabningen under himlen” forstået på Paulus’ tids måde, altså kun i Romerriget og de nærmeste dele af Mellemøsten. Ligeledes omtaler Skriften, at “hele jorden” (1. Mosebog 41:57) kom til Ægypten for at købe korn hos farao på Josefs tids, selvom ildlænderne og eskimoerne nok ikke var til stede. Det siges også, at “Alle jordens konger søgte til Salomo” (2. Krønike 9:23), selvom kongerne af Japan og Hawaii nok ikke “søgte til Salomo”. Profetisk siger Bibelen om Alexander den Stores græske rige, at det “skal herske over hele jorden.” (Daniel 2:39) Herskede Alexander over Sibirien og Antarktis? Jævnfør Matthæus 28:19-20s omtale af  “alle folkeslagene”, så nævner profeten i Det Gamle Testamente, “den pagt, jeg [Herren, Israels Gud] havde sluttet med alle folkene.” (Zakarias 11:10) Selvom pagten kun blev sluttet med ét folk, nemlig Israel, så omtaler Bibelen her Israel som “alle folkene”, fordi de på dette tidspunkt - og da i langt højere grad ved Jesu korsfæstelse - havde udviklet sig til mange folkeslag.

Idet at mange kristne anser sig selv for ikke-israelitiske hedninger, kan de godt se, at Herren har et helt særligt pagtsforhold til Israel i Bibelen, hvorfor de blæser et enkelt vers fra Galaterne op på størrelse med Salmernes Bog eller Esajas. Det pågældende vers er: “Så skal I vide, at det er dem, som har troen, der er Abrahams sønner.” (Galaterne 3:7) Disse erstatningsteologer bruger dette vers til at anvende ethvert Bibel-vers, hvor Israel er nævnt, til at gælde kirken. Nu er Galaterne imidlertid mere end blot et enkelt vers, det er faktisk et længere brev; og længere henne i brevet forklarer Paulus: “Men I, brødre, er børn i kraft af et løfte, ligesom Isak. Men ligesom han, der var født efter naturens orden, dengang forfulgte ham, der var født efter Åndens orden, sådan også nu. Men hvad siger Skriften? ‘Jag denne trælkvinde og hendes søn bort, for trælkvindens søn skal ikke arve sammen med den frie kvindes søn.’ Så er vi ikke børn af trælkvinden, brødre, men af den frie kvinde.” (4:28-31) Dette harmonerer med en lignende passage fra Romerne: “Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel, og det er ikke alle Abrahams efterkommere, der er hans børn ... det betyder, at det ikke er hans kødelige børn, der er Guds børn, men det er de børn, som løftet handler om, der regnes for hans efterkommere.” (9:6-7, 8. Læs hele kapitlet.) Herefter forklarer apostlen, at Guds børn er dem, som løftet gælder. Altså, selvom Abraham havde mange sønner - Isak, Ismael og hans sønner med Ketura - så gælder løftet kun Isak. Og her kommer kernen: Isak var ligeså meget Abrahams kødelige søn, som han var hans åndelige søn; mens at Ismael nok var Abrahams kødelige søn, men ikke hans åndelige. Læs videre i Romerne 9, og du vil finde, at Paulus skærer det helt ud i pap, idet han kommer med endnu et eksempel, nemlig med Isaks to sønner, Jakob og Esau. Her gælder samme regel: de var nok begge Isaks kødelige sønner, men det var alene Jakob, som skulle videreføre slægten, hvori Herrens løfte til Abraham skulle fuldføres i. Det er i denne sammenhæng, at Galaterne 3:7 skal ses. Verset kan ikke rives ud af sammenhængen og bruges til at vende resten af Bibelen på hovedet!

Er Israel stadig Guds udvalgte folk?

Er Jesus Kristus Israels Messias, Herre og Konge? Lad os begynde med et vers fra det andet kapitel i Det Nye Testamente: “Du, Betlehem i Judas land, du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster. Fra dig skal der udgå en hersker, som skal vogte mit folk, Israel.” (Matthæus 2:6) Hov, vi er her nu i Det Nye Testamente, og dog omtales Israel som Mit (Guds) folk!

Et andet sted i Det Nye Testamente kaldes Jesus for Israels Konge: ”Hosiana! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn, Israels konge!” (Johannes 12:13) Og igen: ”Nathanael udbrød: ’Rabbi, du er Guds søn, du er Israels konge!’” (Johannes 1:49)

Vi læser atter i Romerne 9:4-5: “De er jo israelitter, de har førstefødselsretten og herligheden og pagterne og loven og tempeltjenesten og løfterne; de har fædrene, og fra dem er Kristus kommet som menneske - han, som er over alt og alle, Gud, være lovet til evig tid! Amen.” Når alle disse ting, alene pagterne (både den edeniske, den adamiske, den noaiske såvel som den abrahamiske, den mosaiske, den davidiske, den levitiske og den nye pagt), tilhører det adamiske Israel, så er der faktisk meget lidt tilbage til ikke-israelitterne, ikke andet end “brødkrummerne”, som den kana’anæiske kvinde nævnte i Matthæus 15.

I Romerne 11:17-24 beskriver Paulus hvordan, at de såkaldte ”hedninger” som vilde olivengrene kan podes ind på det ægte oliventræ. Disse ”hedninger” er i denne sammenhæng imidlertid atter de fortabte israelitter fra de ti stammer, idet det eneste folk, som Bibelen kalder for et oliventræ, er Israel. (Se Jeremias 11:16) Skriften skal fortolke Skriften, og intet sted kaldes ikke-israelitter for et oliventræ.

Adskilthed for Israel

Så langt, så godt. Men hvordan bør sande nordisk-germanske israelitter i det 21. århundrede så anvende budskabet om Israel Visionen? Kan det tænkes, at når Gud har brugt årtusinder på at holde israelitterne adskilte fra de fremmede folkeslag, at Han så stadig påbyder Israel at leve adskilt? Med Israel Visionen i baghovedet kan dette spørgsmål kun besvares med et rungende Ja!

Når du læser dette kapitel, så tænk over Daniels profeti om Guds folk i de sidste dage: ”Når du ser, at jernet var blandet med ler, betyder det, at de skal blande sig gennem ægteskab; men de holder ikke sammen, ligesom jern ikke lader sig blande med ler.” (Daniel 2:43)

Det følgende er syv gode grunde til, at israelitter, som fundet i de germanske og beslægtede folkeslag af den nordiske race, i dag bør holde sig adskilte fra de fremmede racer:

1) Bibelen nævner kun én enkelt stamtavle gående fra begyndelsen til Bibelens afslutning, og denne stamtavle starter med manden Adam, som Gud skabte i det allerførste kapitel i 1. Mosebog. Efter at have sandet, at race-emnet er centralt i Bibelens hovedproblematik, må enhver kristens store spørgsmål så være: “Hvilken race tilhørte Adam (og Eva)? Hvordan så de ud?” Ifølge Strong’s Exhaustive Concordance of the Bible stammer det hebraiske navn ‘âdâm (#120) fra rodordet ‘âdam (#119), som på hebraisk betyder “at vise blod (i ansigtet), m.a.o. at rødme eller at blive lyserød: - blive (farvet) rød (rødmosset).”

Den eneste menneskerace, som har det særlige kendetegn, at den er rødmosset, rødmer, bliver lyserød og viser blod i ansigtet, er den hvide nordiske race! Det er meget sværere at se, når en neger, en inder eller kineser rødmer, end når et hvidt menneske gør det. Det er fordi, at den hvide hovedrace, som fundet i Europa, ikke har pigment i deres hud, i modsætning til de farvede racer.

Og af de forskellige racer, der hører under den hvide hovedrace, er den nordiske den eneste, som har det særpræg, at de rødmer meget let og faktisk går rundt og “viser blod i ansigtet”, eller er rødmossede selv når de ikke rødmer. Dette er fordi, at nordiske menneskers hud er tyndere end de syd- og øst-europæiske hvide racers hud. (Således blev betegnelsen “blåt blod” anvendt om de nordiske vest-gotere, der erobrede Spanien, fordi at vest-goternes hud var så tynd, at man kunne se deres blå vener gennem huden - i modsætning til de indfødte, som nok var hvide, men ikke havde den nordiske tynde hud.)

At Adam (og dermed også Eva) var hvide nordiske mennesker må derfor afføde den konklusion, at de andre racer er pre-adamiske skabninger. Bibelen giver absolut intet mandat til udviklingslære og darwinisme.

Det siges i 1. Mosebog 1:27, at “Gud skabte mennesket [Adam] i sit billede;” Guds billede er imidlertid ikke blot et åndeligt aspekt, men så sandelig også fysisk. Gud manifesterede Sig i kødet ikke blot i evangelierne, men også før dette, f.eks. i 1. Mosebog 18-19. I en helt anden sammenhæng nævner Paulus: “Men en mand behøver ikke noget på hovedet, for han er Guds billede og afglans.” (1. Korinther 11:7) Ud fra disse tekster kan vi dermed konkludere, at ikke blot var Jesus Kristus nordisk i kødet, men at Adam også var af den nordiske race.

Vil du, kære kristne dansker, være med til at udslette Guds billede fra jorden gennem raceblanding? Tænk dig om en ekstra gang, næste gang du kommer ud for sådant et valg!

2) I skabelsesberetningen nævnes adskillige steder, at de forskellige skabninger blev skabt “efter deres arter” (1. Mosebog 1:12, 21, 24, 25), som det kaldes i den autoriserede 1931-oversættelse og i Ny Verden-oversættelsen, “efter sit slags” som den autoriserede 1907-oversættelse og Det Britiske og Udenlandske Bibelselskabs danske 1874-oversættelse siger, eller “art for art” og “efter dets sort”, som Bibelen på Hverdagsdansk fortolker det. (Den autoriserede 1992-oversættelse udelader desværre disse udtryk.) Når der står “arter”, “slags” og “sorter”, så menes der både, at Gud skabte de forskellige arter - som dværg-papegøjen og amazon-papegøjen - men også, at Gud skabte de forskellige racer - som brygger-hesten og araber-hesten. Og hvad Gud har skabt separat, bør ingen ødelægge.

3) I Moseloven giver Herren israelitterne et klart forbud mod raceblanding: “Ingen, der er født i blandet ægteskab, har adgang til Herrens forsamling. Selv hans efterkommere i tiende slægtled får ikke adgang til Herrens forsamling.” (5. Mosebog 23:3) Visse oversættelser fortolker dette til at betyde “én, der er født uden for ægteskabet.” Men ifølge Strong’s er vendingen oversat fra det hebraiske ord mamzêr (#4464), som betyder “en blanding, m.a.o. født af en jødisk [rettere: israelitisk] fader og en hedensk moder:- en bastard.” Hvordan nogen ærligt kan oversætte dette anderledes, er mig en gåde.

4) Hovedbudskabet i ikke mindre end to bøger i Bibelen - Ezra og Nehemias - er racerenhed for Israel. Da de jødiske israelitter (ægte judæere) vendte hjem fra fangenskabet i Babylon, skriver Ezra følgende: “Da de var færdige med det, kom stormændene til mig og sagde: ‘Folket Israel og præsterne og levitterne har ikke skilt sig ud fra folkene fra andre lande og deres afskyelige handlinger; det drejer sig om kana’anæerne, hittitterne, perizzitterne, jebusitterne, ammonitterne, moabitterne, egypterne og amoritterne. For de selv og deres sønner har giftet sig med deres døtre, så den hellige slægt har blandet sig med folkene fra andre lande. Og stormændene og fyrsterne har været de første til denne troløshed.’” (Ezra 9:1-2) Mange danske kristne i dag ville ivrigt have givet deres velsignelse til dette og opmuntret raceskænderne. Men læs, hvad Guds profet gjorde: “Da jeg hørte det, flængede jeg mine klæder og min kappe, og rev hår og skæg af og sad stiv af rædsel.” (v. 3) Endvidere sagde profeten: “Skulle vi på ny overtræde dine bud ved at bringe os i familie med disse afskyelige folk?” (v. 14) Israelitterne gik så til bekendelse med deres synder overfor Herren: “Vi har været troløse mod vor Gud og giftet os med fremmede kvinder fra landets folk; men alligevel er der håb for Israel. Lad os over for vor Gud slutte den pagt, at vi sender alle kvinder og deres børn bort, sådan som du, herre, og de, der skælver for vor Guds bud, råder til. Der bør handles efter loven!” (Ezra 10:2-3)

Den nogenlunde samtidige profet Nehemias skriver, at et bud i 5. Mosebog 23:4-6 faktisk er et generelt forbud mod raceblanding: “Samme dag blev der læst op af Moses’ bog for folket, og det viste sig, at der var skrevet i den, at ingen ammonit eller moabit nogen sinde måtte have adgang til Guds forsamling. ... Da de hørte loven, udskilte de derfor alle af blandet herkomst fra Israel.” (Nehemias 13:1, 3) Nehemias var anderledes voldsom mod raceskænderne: “På den tid så jeg også judæere, der havde giftet sig med ashdoditiske, ammonitiske og moabitiske kvinder. ... Jeg gik i rette med dem, forbandede dem, og nogle af mændene slog jeg og rev dem i håret; jeg tog dem i ed ved Gud og sagde: ‘I må ikke give jeres døtre til deres sønner, og I må ikke tage deres døtre til jeres sønner eller jer selv.’” (13:23, 25)

Havde Israels Guds profeter Ezra og Nehemias levet i dagens Danmark, ville de være blevet sparket ud af de fleste mainstream-kirker!

5) Der findes endnu et forbud mod raceblanding i 5. Mosebog 7:1-6, hvor jeg vil fremhæve vers 3 og 4: “Du må ikke bringe dig i familie med dem [de syv kana’anæiske nationer]; du må ikke give dine døtre til deres sønner, og du må ikke lade dine sønner gifte sig med deres døtre, for det vil få dine sønner til at vige fra mig og dyrke andre guder.” Mange kristne i dag vil sige, “Jamen, når bare negeren er kristen, kan han sagtens gifte sig med den danske kvinde.” Men et sådant mandat giver Herren, Israels Gud, ikke.

Den sydafrikanske pastor F.W.C. Neser fra Ekklesia Evangeliegroep skriver i sin bog The ‘Lost’ Ten Tribes of Israel (Vereeniging, Sydafrika, 1987) angående disse vers: “I lyset af, hvad der lige er blevet sagt, vil det nu være lettere for os at forstå, hvorfor Gud har givet så stramme instruktioner til Israel om ikke at indgå ægteskaber med andre nationer. Det ville fortynde ‘Guds ejendomsfolks’ blod, noget som Satan skubber frem med al sin kraft. Åh, hvor er Satan snedig! Han anvender en fuldstændig mangelfuld opfattelse af evangeliet til at promovere race-integration!” (Vol. 3, s. 33)

6) Ved israelitternes vandring i ørkenen kommer frafaldet i Shittim: “Folket begyndte at hore med Moabs kvinder, ... Der var endda en af israelitterne, som for øjnene af Moses og hele israelitternes menighed bragte en midjanitisk kvinde med sig til sine brødre, mens de sad og græd ved indgangen til Åbenbaringsteltet. Da præsten Pinehas, søn af Arons søn Eleazer, så det, trådte han ud fra menighedens midte, greb en lanse og gik efter israelitten ind i brudeteltet og stak lansen gennem dem begge, både den israelitiske mand og kvinden, lige gennem underlivet. Så standsede plagen, der havde ramt israelitterne.” (4. Mosebog 25:1, 6-8) I dag ville Pinehas være blevet stemplet som en “skamplet for kristenheden” og være røget direkte i fængsel, men Herren, Israels Gud, lovede ham istedet en fredspagt og et evigt præsteskab for ham og hans efterkommere “fordi han brændte af lidenskab for sin Gud og skaffede israelitterne soning.” (v. 13) (Læs hele kapitel 25) Det er raceblanding som dette, kaldet ”Bileams lære”, som Herren Jesus Kristus advarer mod i Det Nye Testamente i Åbenbaringen 2:14.

7) Det Nye Testamente har mere at sige om racerenhed kontra raceblanding. Som jeg har været inde på, kaldte Jesus i Matthæus 15:26, i mødet med den kana’anæiske kvinde, ikke-israelitter for “hunde”. Bladr så videre til det sidste kapitel i Bibelen. Her omtales det ny Jerusalem: “Salige er de, der har vasket deres klæder, så de får ret til livets træ og går gennem portene ind i byen. Udenfor skal hundene være og troldmændene og de utugtige og morderne og afgudsdyrkerne og enhver, der elsker og øver løgn.” (Åbenbaringen 22:14-15) Så “hundene” - altså de ikke-israelitiske racer - skal ikke være inde i det ny Jerusalem. Endvidere gør sammenhængen det klart og tydeligt, at “de utugtige” må være de israelitter, der blander med “hundene”, m.a.o. raceskænderne.

Herren Jesu Kristi stamtavle

At Ordet nævner, at Herren Jesus har enkelte ikke-israelitiske forfædre, betyder ikke, at Frelseren var af mørklødet eller af blandet race, som man finder dem blandt de nuværende og daværende indbyggere i Palæstina og Mellemøsten. Skriften beskriver historierne om visse af Jesu Kristi forfædre: Rahab fra Jeriko, Ruth og Batseba. Selv om Rahab bor i Jeriko, Ruth får betegnelsen ”moabit” og Batseba har en ”hittitisk” mand, så må vi konkludere, at de alle nødvendigvis have været meget nordisk-israelitiske af race, da 1. Samuel 16:12 siger om David - en efterkommer af Rahab og Ruth - at “Han var rødmosset, og desuden havde han kønne øjne og så godt ud.” (Se også 17:42) At David var rødmosset, betyder derfor, at han var af den nordiske race, hvorfor Rahab og Ruth ikke kan have været negere eller øst-asiater, som visse onde mennesker påstår for at gøre Frelseren til en bastard.

Hedningerne i Herrens øjne

På dette tidspunkt vil læseren sikkert gerne vide: Hvad så med de ikke-israelitiske nationer, hvordan bør den kristne israelit forholde sig til dem?

Efter at israelitterne havde erobret Kana’an, var der stadig fremmede folk tilbage i landet. Ligeledes har de israelitiske folkeslag i dag, som fundet blandt de nordisk-germanske og beslægtede nationer, selv tilladt en indvandring af fremmede racer. Derfor kan der drages en parallel til, hvordan kristne israelitter bør behandle mennesker af disse fremmede racer: ”For Herren jeres Gud … elsker den fremmede og giver ham føde og klæder. Derfor skal I elske den fremmede, I var jo selv fremmede i Egypten.” (5. Mosebog 10:17-19) Ligesom at den kristne mand bør behandle andre kvinder end hans hustru som søstre, således bør den kristne israelit også behandle racefremmede pænt; og ligesom den kristne mand ikke skal hore med andre kvinder, således skal kristne heller ikke bedrive hor med de fremmede racer.

Herrens store hensigt med Israel er, at det skal være en velsignelse for resten af verden, ikke at de skal udslette alle de andre folkeracer. Vi læser nemlig om Abraham: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.” (1. Mosebog 22:18) Dette profeti passer på de nordisk-germanske og beslægtede folkeslag – de sande israelitter – som gennem historien og i dag har velsignet resten af verden med fødevarer, nødhjælp, opfindelser, teknologi, sund bibelsk moral frem for de indfødtes kannibalisme m.v., og frem for alt med budskabet om Jesus Kristus. Dette profeti passer i høj grad ikke på jødefolket, som tværtimod gennem historien og i dag har stået bag bagvaskelse af Jesus Kristus og den kristne tro (læs deres hellige bog, Talmud), kommunisme, marxisme og andre former for anti-kristen humanisme samt Freuds perverterede lære.

Vi finder en guldgrube m.h.t. dette emne i Jesu møde med den kana’anæiske kvinde i Matthæus 15. Skabs-humanisterne og krypto-marxisterne vil have denne beretning til at betyde, at kana’anæere og andre hedninger får lige så meget ud af Kristi blod som Israel. Læs selv hele beretningen, men lad mig fremhæve nogle af kernepunkterne. Efter at kvinden råber til Jesus om at hjælpe hendes dæmon-besatte datter, har Herren denne reaktion: ”Men han svarede hende ikke et ord.” (15:23) Ville nutidskristne have handlet anderledes? Men se så, hvad disciplene gjorde – ville de hjælpe hende? ”Og hans disciple kom hen og bad ham: ’Send hende væk! Hun råber efter os.’” (15:23) Moderne ”jøde-kristne” ville straks have stemplet både Jesus såvel som disciplene som intolerante racister. Jesus kommer da til kernen i Sin lære: ”Han svarede: ’Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.’” (15:24) Kvinden insisterer nu på at få hjælp, men Jesus siger: ”’Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.’ Men hun svarede: ’Jo, herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.’” (15:26-27) Så helbreder Herren kvindens datter. Krypto-marxisterne vil med disse sidste vers udlede, at kvinden faktisk vidste bedre end Herren Jesus Kristus, Gud i kødet. Denne forfatter vil imidlertid holde fast ved, at Jesus på intet tidspunkt retter det, Han sagde i vers 26, og at Han fortsat ”ikke er sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.” At Jesus giver kvinden ret i, at hedningerne godt kan ”æde af de smuler brød, der falder fra deres herres bord,” betyder ikke, at de får samme goder af evangeliet og frelsen som israelitterne. Dem, der mener dette, bør forsøge at nøjes med at spise smulerne (krummerne) fra et brød, næste gang de er sultne og gerne ville spise et helt brød. Der er en stor forskel på et helt færdigbagt brød og de smuler, man spilder ned på jorden, når man spiser det. Mener du i øvrigt, at ”små hunde” er ensbetydende med ”deres herre”? Alt dette harmonerer perfekt med alle de goder og fordele, som de hedenske nationer gennem tiden har fået og stadig får af de kristne nationer, det sande Israels hus.

Alle menneskeracer er skabt af Gud, og mange af dem vil til sidst også følge Ham. I Esajas læser vi om de sidste tider, efter at det sande Israel har genvundet Zion, altså Palæstina: “Til sidst skal det ske... Alle folkeslag skal strømme dertil, talrige folk skal drage afsted og sige: ‘Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; ... For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem.’” (Esajas 2:2-3) Dette bekræftes i Åbenbaringen, hvor det dog detaljeres, at Israel stadig indtager pladsen som Guds øjensten: “... beseglet vor Guds tjenere ... Og jeg hørte tallet på de beseglede: ét hundrede og fireogfyrre tusind beseglede ud af alle Israels stammer...” (Åbenbaringen 7:3, 4) Herefter opremses Israels tolv stammer. Dernæst, efter at det er fastslået, at det er israelitterne, der er “Guds beseglede tjenere”, siges der så, at også ikke-israelitiske hedninger vil følge Lammet, Herren Jesus Kristus: “Derefter så jeg, og se, der var en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål;” (Åbenbaringen 7:9) Dette stemmer fuldstændig overens med Esajas. Men husk på, at blot fordi hedningerne til sidst vil følge Herren Jesus, betyder det ikke, at de er forløst af Forløseren, frelst af Frelseren eller har del i Lammets pagt!

Englen sagde til jomfru Maria om Herren: ”Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.” (Lukas 1:31-33) Hvis der ikke er et rent israelitisk folk, når Herren Jesus Kristus vender tilbage, så har Han ikke Sit folk at herske over, og Gud er blevet gjort til en løgner, der ikke kunne holde Sine løfter. Da det ikke lykkedes Satan at gøre det af med Herren Jesus på korset, så går han nu efter Jesu folk. Satan Djævelens hensigt #1 i dag er derfor at udslette Guds billede, som fundet i de nordisk-germanske-adamiske israelitter. Dette er det værste folkemord i historien, en krig på alle fronter. Hvis det ikke lykkes med altomfattende atomkrig, så tyr Satan til mord på ufødte børn (abort), bevidst planlagt og påduttet negativ fødselsrate og først og fremmest raceblanding. (Sammenlign disse forbrydelser med 2. Mosebog 1:8-16.)

Min bøn til dig, kære kristne, er derfor: Når du står ved valget mellem Jesus Kristus og Satan Djævelen, så vælg Jesus, og hjælp Ham med at bevare Sit folk Israel på jorden!

Israel Visionen dengang og nu

De forskellige kirker rundt omkring i verden, som forkynder budskabet om Israel Visionen, lærer ikke, at frelse kun er ved kødelig afstamning fra patriarkerne, selv om mange lærer, at kravet for frelse både er åndelig og kødelig afstamning fra Abraham.

At kende til budskabet om Israel Visionen er naturligvis ikke det eneste budskab, der findes i evangeliet, men læseren må nu have erkendt, at frelses-evangeliet, som er troens mål (1. Peter 1:9), uden Israel Visionen er mangelfuldt, ligesom at mange kirker går ærindet som Satans håndlangere, og ikke Jesu Kristi disciple, ved at afvise Israel Visionen. For at sprede budskabet om national omvendelse og angren af synder, med to mønstereksempler i Daniel 9 og 2. Krønike 6:36-39 og 7:13-14, er det en nødvendighed at kende til vor israelitiske oprindelse.

Kendskabet til de nordiske folks israelitiske identitet var, som jeg har vist, kendt af de kristne på apostlenes tid før det store frafald. Der skulle gå lang tid, før den franske fredsdommer LeLoyer i 1590 skrev en bog om de ti fortabte stammer, som han sporede til England. I 1723 skrev den franske provst Dr. Jacques Abbadie fra Killaloe i Irland i sin bog Le Triomphe de la Providence et de la Religion:: ”Med mindre de ti stammer er fløjet ud i luften, eller sunket ned i jorden, så må de være de ti gotiske stammer, der kom ind i Europa i det femte århundrede, omstyrtede Romerriget og grundlagde det moderne Europas ti nationer.”  Men den egentlige kirkelige bevægelse, der skulle proklamere Israels sande identitet, startede først i 1840, hvor skotten John Wilson udgav bogen Our Israelitish Origin. Dette blev starten på en bevægelse, der fik navnet British-Israel eller Anglo-Israelism, og som hurtigt spredtes udover hele den engelsk-talende verden, og identificerede de britiske folkeslag over hele verden som Efraims stamme, og amerikanerne som Manasses stamme. Som det 20. århundrede skred frem, mistede British-Israel-bevægelsen sin virkelig store udbredelse i det britiske Commonwealth, men bredte sig derimod blandt boer-afrikanderne i Sydafrika, hvor budskabet fik navnet die Israel Visië, ligesom at en særegen amerikansk gren blev kendt som Christian Identity. Også på Island og i Holland forkyndes budskabet.

I 1993 udgav Palma Forlaget i Næstved en oversættelse af J.C. Gawlers lille bog Dan: Israels Pionér fra 1880, men ellers er dette hæfte, du sidder med i dine hænder, den første rigtige udbredelse af Israel Visionen i Danmark.

Det var blandt boer-afrikaanske, canadiske og portugisiske sydafrikanere, at forfatteren af dette skrift lærte Israel Visionen at kende i 1994, hvor jeg kom hos pinsekirken Ekklesia Evangeliegroep, grundlagt af pastor F.W.C. Neser, som er en af de større af de talrige Israel-identitets-kirker i Sydafrika.

De forskellige kirker, der lærer om Israel Visionen, er ikke sammensluttet i én kirke, men er nærmere en bevægelse af forskellige kirker verden over.

NORDISK ISRAEL      DANSK ISRAEL ARTICLES      TCAWW ARTICLES      LINKS