"Altsaa er han ikke en Prædikant for dem, som kun tage Evangeliet fra den fine og bløde Side, forsaavidt det nemlig kan være dem til Tjeneste, ligerviis som de gjøre, der kun antage Evangeliet, hvor de kunne have Fordeel deraf og lægge sig Noget til Bedste derved. En saadan, med fine og bløde Klæder smykket Hofprædikant er Johannes ikke . Tvertimod, som han er haardt og skarpt beklædt, saa fører han ogsaa en haard og skarp Tale, prædiker ei om Vellyst og gode dage, men om Trængsel og Lidelse." (Martin Luther om apostlen Johannes)
Som hvert bestemt menneske har én fader, der selv har én fader, som igen er det første menneskes bedstefader, således kan man også sige med hvert menneske, der bliver ledt til Kristus. Mange kan sige, at én bestemt person har været instrumental i at lede dem til Kristus, selv om det er Gud, der bruger mennesker som Sine redskaber. At vi ved det, får os stadig til ikke at glemme de redskaber, Gud brugte.
Er der nogen evangelist i nyere tid, der er mere kendt end Billy Graham? Og hvor mange har Billy Graham ikke ført til Kristus? Billy Graham er verdenskendt, men hans egen vej til Kristus er en fascinerende historie, der giver ære til Gud.
Billy (William Franklin Graham) voksede op i et gennemført kristent hjem i Charlotte, South Carolina, men som hans teenage-år skred frem, skænkede Billy færre og færre tanker til Gud. Han levede verdens liv, og blev god til at sælge børster fra dør til dør. Hans forældre tænkte, at som Billy var gledet så langt ud i verden og væk fra Gud, skulle han studere på et teologisk seminarium, at han kunne blive præst. De bad og bad for Billy, men intet hjalp.
Da Billy var en 16-17 år rygtedes det, at der kom en kendt evangelist til Charlotte, hvor der ellers ikke skete det store. Billys forældre bad meget for at få Billy til at komme med, og gjorde deres bedste for at overtale ham. Billy var meget usikker, og spurgte for en god ordens skyld sine venner om råd, men de slog en skrallende latter op. Alligevel fik Billy overtalt de to venner til at tage med til vækkelsesmødet, der foregik i et telt med plads til 5000 mennesker, og der var fyldt til randen.
Evangelisten var ikke kun et velkendt navn, han var også berygtet. Det var Mordecai Ham, en ottende-generations baptist-prædikant. Mordecai Ham havde en særlig berygtet taktik på sine evangelisations-turnéer. Når han kom til en ny by, hvor han skulle prædike, var det første, han gjorde, at forhøre sig rundt blandt byens borgere, 'Hvem er den største synder i byen?' Da Ham så havde fundet ud af det, opsøgte han synderen, og prædikede evangeliet. Dette frembragte, som man kunne forvente, mange trusler og korporlige overfald mod Mordecai Hams person, samt en omvendelse i ny og næ. I Macon, Georgia, måtte 13 bordeller således lukke efter Hams korstog, da alle de prostituerede var blevet omvendt.
Følgende beretning er bygget på bogen Billy Graham: Sendt Af Gud (1955), redigeret af sognepræst Georg Bartholdy. Selve episoden er som berettet af pastor Emil Larsen, men resten af bogen indeholder også artikler af biskop H. Fuglsang-Damgaard.
Vor beretning fortsætter, hvor den unge Billy Graham sidder i det telt, hvor Mordecai Ham nu skulle prædike. Ham valgte, at aftenens prædiken skulle være over det spørgsmål, som Pontius Pilatus stillede den jødiske mængde Langfredag, da verdens Frelser og Herre var stillet til at skulle dømmes: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som kaldes Kristus?" (Matthæus 27:22)
Mordecai Hams tale var fuld af Ånd og kraft, og ramte Billys samvittighed meget stærkt, og han følte stort ubehag. For Billy så det ud til, at Mordecai Ham kun var ude på at få alle ufrelste til at svare rigtigt på sine spørgsmål rigtigt.
Pludselig stirrede Mordecai Ham på unge Billy, der forsøgte at undgå blikket. Billy følte sig mere skyldig end nogen sinde før, og var overbevist, at nogen havde sladret om noget personligt til prædikanten. Billy forsøgte at skjule sig bag ryggene foran, men ak! "Nu hævede taleren røsten og pegede direkte på ham [Billy] og råbte: 'Unge mand, du er en synder! . Hvis du ikke omvender dig, går du fortabt.'"
Billy prøvede at forsvare sin uskyld over for sig selv, for han havde jo ikke gjort noget ulovligt, og var da ikke værre end alle andre. Men intet hjalp, thi evangelisten begyndte snart at citere fra Bibelen: "Er du ikke en synder? Hvad står der skrevet i Bogen? 'Alle har vi syndet. Der findes ikke én retfærdig - ikke en eneste.'"
Men Mordecai Ham holdt ikke inde, han fortsatte. Billy kunne ikke undslippe Bibelens Ord, at han sandelig var en synder. Han var på fortabelsens vej, og måtte omvende sig. Men han kunne da ikke gøre det nu? Midt i et telt med 5000 mennesker? Ville han ikke blive anset for en nar? Mordecai Ham afsluttede omsider sin prædiken, og indbød søgende til eftermødet. Men Billy og hans to venner forduftede hjem.
Billy fik imidlertid ikke megen søvn den nat. Han vidste, at Helvede var et virkeligt sted, og han var på vej derned. Det var Guds Helligånd, der viste ham fordærvelsens afgrund.
Nu, og først nu, dukkede alle lektionerne fra søndagsskolen om frelsens nåde i Jesus Kristus, Guds Søn, op til overfladen. Nu vidste Billy, at han havde brug for Jesu nåde.
Den næste aften kom lejligheden, hvor Billy og hans to venner atter tog til Mordechai Hams møde i teltet. Denne aften lød der pludselig andre toner fra Mordecai Ham, der talte om Guds kærlighed: "Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv." (Johannes 3:16) Billys syndige og forhærdede hjerte var smeltet aftenen før, og nu forstod han til fulde prædikantens ord om, hvor højt Gud elskede fortabte syndere, og at de kunne frelses af Jesu Kristi blod.
Nu var tiden kommet til, at syndere kunne træde frem til platformen for at tilkendegive, at de ville overgive deres liv til Frelseren. Billy kunne imidlertid ikke få sig selv til det, han sad som limet til stolen. Der kom nu en af evangelisten hjælpere, en lokal mand, og drevet af Helligånden sagde han til unge Billy: "Du ved, hvad du har at gøre, Billy. Gør det i aften, udsæt det ikke længere." Billy og hans to venner rejste sig resolut, gik frem til flokken foran platformen, og bad om forbøn.
Aftenen blev en nådens stund og frelsens dag for Billy. Og glæden var stor i hjemmet. Da han kom tilbage til skolen, blev han allerede prøvet, hvor kammeraterne stak til ham, 'Om han var blevet hellig,' og drillede ham konstant. Billy ville være urokkelig i sin troskab over for sin nye Herre og Frelser, og ville aldrig skamme sig ved Ham eller fornægte Ham. Kammeraterne blev ved med at drille ham, men Billy valgte at prædike tilbage. De fandt snart ud af, at Billy prædikede, når de drillede ham, og døbte ham 'drengeprædikanten'.
Slut på Billy Grahams vej til Kristus, om resten af Billy Grahams liv kan læses så mange andre steder. I stedet vil vi se på manden, der førte Billy Graham til Kristus. (Eller, som Kristus brugte til at føre Billy Graham til Sig.)
Mordecai Fowler Ham blev født i 1877 i Kentucky fra en syvende-generations baptist-familie. Han blev ført til Kristus af baseball-spilleren-der-blev-evangelist Billy Sunday, Amerikas alle tiders største evangelist. Mordecai Ham arbejdede både som grossist, og senere i en fotohandel, men valgte i 1900 at opgive den verdslige karriere, for at prædike på fuld tid.
Ikke blot var Mordecai Ham berømt (berygtet) for at tale mod individuel synd, men offentligt forfald angreb han også konstant. I 1905 døde hans kone af meningitis, og han rejste bort for at komme sig over tabet. Han giftede sig på ny i 1908, og blev velsignet med tre døtre. Han var præst i en baptist-kirke i Oklahoma City, men vendte sig i 1929 til fuldtids-evangelisme. Hans korstog fra 1929 til 1941 bragte 168.550 omvendelser til Kristus, blandt andet:
I 1935 modtog Mordecai Ham en æres-doktorgrad i teologi fra Bob Jones Universitetet, og i 1936 blev han formand for The International Association of Christian Evangelists. I 1940 begyndte han som vært på et radio-program (datidens store ting), der blev meget kendt. Han udgav bladet The Old Kentucky Home Revivalist og skrev adskillige bøger, herunder The Second Coming of Christ, Believing A Lie, The Sabbath Question og The Jews.
Efter et langt liv som utrættelig evangelist døde han i 1961.
Mordecai Ham huskes i dag vidt og bredt som en af Amerikas store evangelister, men visse sider af hans korstog bliver bevidst fortiet. I Vesten og Amerika så kristenheden til med rædsel, som det røde Sovjetmonster skabte helvede på jord i Øst-Europa, og i ti millionvis af ortodokse kristne led den grusomste død i de bolsjevikiske koncentrationslejre (66 millioner døde kristne europæere, ifølge Alexander Solsjenitsyn, der selv overlevede). Mange kristne advarede om den røde drage, og Mordecai Ham dannede sammen med dr. Gerald Winrod og flere hundreder fundamentalistiske prædikanter i 1925 Defenders of the Christian Faith. De forsvarede den historiske kristne tro og kristne værdier mod den undergravende kommunisme, og blev konstant beskyldt for 'anti-semitisme'. Det til trods, at det var Mordecai Ham og de kristne i Vesten, der var de ægte semitter! (Og det var kommunismen, de var imod.)
Mordecai Ham var nemlig overbevist om, at angel-sakserne og nordeuropæerne var de ægte semitter, Israels 10 Fortabte Stammer fra Bibelens tid. Det var til disse Israels 10 stammer - fortabte for Gud, og havde mistet deres navn 'Israel' - at Jesus var sendt til. Jesus vidste nemlig, at Judas 2 stammer (jøderne) ville forkaste Guds Søn: "Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus." (Matthæus 15:24)
Mordecai Hams prædikede ved en konference i 1926 for The British-Israel-World Federation. Her følger uddrag:
"Jeg vil give jer nogle af grundene til, at jeg mener, at verden har brug for dette budskab [at de nordisk-angel-saksiske folk er Israels 10 Fortabte Stammer]. Jeg vil citere fra 5. Mosebog 1:6-8: "HERREN vor Gud talede til os ved Horeb og sagde: 'I har nu længe nok opholdt eder ved bjerget her; bryd derfor op og drag til amoritternes bjerge og til alle deres naboer i Arabalavningen, på bjergene, i lavlandet, i Sydlandet og ved kysten, til kana'anæernes store land og Libanon, lige til den store flod, Eufratfloden. Se, jeg giver landet i eders magt; drag derind og tag det land i besiddelse, som jeg tilsvor eders fædre, Abraham, Isak og Jakob, at ville give dem og deres afkom efter dem.'" Disse ord blev talt til et folk, der netop var blevet sat fri fra trældom, der aldrig havde kendt andet end Egyptens teglsten, og lænkernes prøvelser; der på dette tidspunkt sad under Horebs skygge, og ikke blot nød skyggen, men også det søde, kolde vand, der flød ud fra klippen; og som blev fodret med manna fra Guds hånd. Fri for al terror, sad de dér og nød deres frihed. Så sagde Gud, 'I har nu holdt jer længe nok ved dette bjerg.' Gud frelste ikke Israel ud af Egypten, bare for at gøre dem til Sine kæledyr, og ødsle kærlighed over dem, til resten af verdens udelukkelse. Han havde naturligvis et Guddommeligt formål, og det formål har Han gennem alle tidsaldre udført. Baseret på det, kan vi studere fire ting, som Gud havde tænkt på:
Verden har brug for denne Sandhed, og vi har brug for den, for at få vores Bibel tilbage. I årevis har jeg set denne Bog blive taget fra os, den bliver skridt for skridt taget fra os af mennesker, der hævder at tro på den. På denne snilde måde har de fortolket dette og hint afsnit, indtil vi til sidst har konkluderet, at Bogen, når det kommer til stykket, bare er et eksempel på oldtids-litteratur. Hvor anderledes er det ikke, når vi ser, lige fra starten, at ikke et eneste løfte, som Gud gav til vore fædre er slået fejl, og ikke så meget som en eneste profeti.
Gud kender fremtiden, og dette er Hans Bog, og vi har brug for at få denne Bog tilbage, og denne Sandhed, der ikke forkaster det mindste af den, kan vise mig opfyldelsen af hvert eneste løfte og hver eneste profeti. Og lad mig sige, uden frygt for at blive misforstået, at på trods af, at jeg har haft travlt med mit arbejde, har jeg læste denne Bog mere, efter denne Sandhed greb mig, end jeg nogen sinde gjorde før over samme stykke tid." (Fra Mordecai F. Ham: The Need of the Anglo-Israel Truth, redigeret af Charles Jennings, Oklahoma, 2002).
Læseren vil måske have bemærket, at Mordecai Hams stærke prædiken, der førte Billy Graham til Kristus, ikke minder meget om budskabet "[start] Jesus elsker dig [slut]". Den største kristne siden apostlenes dage havde imidlertid samme måde at prædike på. At Martin Luther ikke prædikede Loven (Moseloven), er en sandhed med så store modifikationer, at det faktisk ikke er sandt. I en prædiken over Matthæus 11:2-10 er Luthers hovedargument, at Loven skal beskylde synderens hjerte om hans fuldstændige synd, først da kan evangeliet frelse ham. Hvordan skal synderen frelses af evangeliet, hvis han ikke er (virkelig føler sig som) en synder?
"Derfor maa du vel mærke, at Gud, fra første Begyndelse, altid har sendt toslags Ord eller Prædikener i Verden, Lov og Evangelium nemlig. Disse to Prædikener maa du nøie kjende og adskille. . naar Mennesket mærker, paa hvor svag en Grund han har bygget, og erkjender, det er ham umuligt, at elske Guds Lov; thi han finder intet Godt i sig, men idel Had til det Gode og Lyst til det Onde. Da indseer han, at han ei med Gjerninger kan gjøre Loven fyldest, derfor mistvivler han om sine Gjerninger, og agter dem ikke. Kjærlighed burde han have, den finder han ikke, thi han kan ikke have den af eller ved sig selv. Her maa da være en fattig, elendig og ydmyg Aand, hvis Samvittighed trænges og ængstes af Loven, der kræver Alt af ham, af ham, som ikke har en Skjerv at betale med! Kun for sligt et Menneske er Loven gavnlig; thi den er given i det Øiemed, at den skal virke saadan Erkjendelse og Ydmyghed, det er dens egentlige Værk. Det andet Guds Ord er ingen Lov, intet Bud, kræver heller intet af os; men naar det første Ord, Loven nemlig, har fuldbragt sin Gjerning, naar Hjertet føler sig elendigt, jammerfuldt og fattigt, saa kommer Herren og tilbyder sit kjærlige, sit levende Ord, og forjætter, tilsiger, ja, forpligter sig til, at give Naade og Hjælp, paa det vi kunne forløses af saadan Jammer, saae vore Synder ikke blot forladne, men ogsaa udslettede, og giennemtrænges af Kiærlighed og Lyst til Lovens Opfyldelse. See, dette Guds Tilsagn af sin Naade og vore Synders Forladelse kaldes egentligen Evangelium. Thi Evangelium betyder et glædeligt Budskab, fordi deri forkyndes den salige Livsens Lære om Guds Tilsagn, samt tilbydes Naade og Syndsforladelse." (Dr. Morten Luthers Kirke- og Huus-Postille, Evangelium paa tredje Søndag i Advent, udgivet Odense, 1854)